Det er endnu ikke endeligt bekræftet, men la Gazzetta og BT’s Formel 1-ekspert Peter Nygaard tror på, at Renault vil cementere deres comeback til Formel 1 ved at give deres nuværende sorte racer, som Kevin Magnussen har testkørt på lovende vis, farven gul.

Og det er ikke noget tilfælde. Gul er nemlig Renaults farve, som de også benyttede til deres første racerbil i mesterrækken for omtrent 40 år siden.

»De har hele tiden sagt, at de vil have en ny bemaling af bilen til det første løb i Australien, og selvom alt kan ske, så har man en meget, meget stærk formodning om, at den bliver gul, eftersom det altid har været Renaults racerfarve,» siger Peter Nygaard til BT og konstaterer, at lidt farve er tiltrængt i feltet, hvor mange af de 22 racerbiler er mørke.

»Der er mange mørke racerbiler i Formel 1 i øjeblikket, så det er også en måde at skille sig ud på«.

De sorte eller overvejende mørke biler tilhører McLaren, Red Bull og Scuderia Toro Rosso.

Preben Elkjær har tweetet et billede fra den italienske avis la Gazetta, som har afbilledet, hvordan Renaults bil formodentligt kommer til at se ud:

Racerbilen fra Renault Sport Formula One Team vil dog først blive lakeret gul til premieren. Derfor mener Peter Nygaard ikke, at man vil kunne se den friske farve på bilen i morgen, når den atter skal testkøres i Barcelona.

»De kører jo igen i Barcelona her i morgen, og der er jeg sikker på, at den stadgvæk er sort,« siger Peter Nygaard til BT.

Formel 1 sæsonen skydes i gang d. 18. marts med det australske grand prix i Melbourne.