Den sidste brik i det store puslespil om Kevin Magnussen er nu lagt, og vi har atter en dansker med i kongeklassen Formel 1. Men hvad skal vi forvente os af 23-årige Kevin Magnussen?

Alle husker formentlig, da Kevin Magnussen tog formel 1 med storm i 2014 for det britiske hold McLaren. I sit allerførste løb kom Kevin Magnussen nemlig på podiet, da han blev nummer to. Det er for resten ikke sket siden for det engelske motorhold.

På onsdagens pressemøde i Paris fortalte ledelsen i Renault, at de forventer en podieplads inden for de kommende 3 år. Men skal man tro to eksperter fra henholdsvis TV3+ og TV2 John Nielsen og Jens Winther, skal man ikke regne med, at den podieplads kommer i første sæson. Dommen lyder, at Renault i den kommende sæson kommer til at ligge i midten eller i den bedste halvdel.

»2016 er for Renault et år, hvor man skal skyde sig ind. Man skal have logistikken til at køre, vurdere konkurrenterne og have design og udvikling på plads,« siger motorekspert på TV3+ John Nielsen og anslår, at det nye Renault-team kommer til at placere sig nogenlunde midt i feltet den kommende sæson.

Den vurdering er TV2’s motorekspert enig i. Han mener dog, at det overvejende skal være i den bedste halvdel af feltet, fordi de har langt større økonomisk råderum end det opkøbte team Lotus, der til trods for den ekstremt dårlige økonomi lå lige under midten.

»Med det, som Lotus formåede at gøre uden penge, så forventer jeg af Renault, at de er i stand til at køre bilen rimeligt stabilt i pointene i løbet af sæsonen. Jeg tror ikke, at de kommer på podiet, men jeg forventer, at de ligger vedvarende i den bedste halvdel af feltet,« siger TV2’s ekspert Jens Winther.

Ved spørgsmålet om, hvorfor Formel 1 er noget helt specielt, svarer John Nielsen:

»Enhver sport har deres topliga. Formel 1 er motorsportens topliga. Det er kongeklassen«.