Kevin Magnussen efterlod et stærkt indtryk hos Porsche, efter han i denne uge testede tyskernes Le Mans-racer i Barcelona. Det fortæller Porsches teamchef til BT.

Det var trods meget begrænset køretid i denne sæson ikke en rusten Kevin Magnussen, der mødte op på Circuit de Catalunya i nærheden af Barcelona tirsdag og onsdag for at vise sig frem i Porsches voldsomme 919 Hybrid.

Tværtimod. Det fortæller Porsches teamchef Andreas Seidl til BT.

»Jeg vil sige, at Kevin levede op til vores forventninger. Der er en årsag til, at vi udvalgte ham til denne her testkørsel. Det havde vi på baggrund af det, han ellers har vist i andre af de ting, han har kørt med i. Men vi var meget imponerede af alt det, han viste gennem hele testen,« siger han.

Andreas Seidl forklarer, at den 23-årige dansker beviste, at han er klar til at køre Le Mans i en LMP1-racer, hvis muligheden ellers en dag skulle opstå.

»Det var ikke bare hans fart i bilen, men også den måde han kommunikerede med vores ingeniører og teamet på. Det var meget god teknisk feedback, som var meget præcis. Men også i forhold til hans personlighed, mener vi, at han er parat til at køre sådan en bil i et langdistanceløb i fremtiden,« siger Andreas Seidl.

Men selv om Kevin Magnussen efterlod sig et godt indtryk hos Porsche, må han væbne sig med tålmodighed. Den tyske motorsportsgigant har nemlig ikke travlt med at finde ud af, hvilke kørere der skal køre LMP1-raceren i 2016.

Meget afhænger af, hvad der sker med den tyske Formel 1-kører Nico Hülkenberg, som måske/måske ikke er forhindret i at køre Le Mans i den kommende sæson.

»I forhold til fremtiden har vi endnu ikke besluttet os. Men vi har heller ikke travlt i øjeblikket med at definere, hvad der skal ske med de kørere, som vi testede i Barcelona. For os var det mest en interessant test, og det er altid spændende at give chancen til nogle unge fyre i den her 919 Hybrid-racer,« fortæller Andreas Seidl og fortsætter:

»Som vi tidligere har sagt, skal vi først finde ud af, hvad der sker med det sammenfald, der er med Formel 1-kalenderen og 24-timersløbet i Le Mans. Og når vi ved mere om, hvad der kommer til at ske med Nico Hülkenberg, beslutter vi os for, hvem der skal køre vores biler.«

Dermed er det altså langtfra sikkert, at Kevin Magnussens test ender i noget konkret. Og den danske racerkørers fremtid fremstår fortsat uafklaret - i hvert fald frem til engang i december, hvor Formel 1-kalenderen ventes at blive endeligt bekræftet. Men besøget hos Porsche lader til at have gjort indtryk på tyskerne.

»Helt generelt gjorde alle tre det godt i Barcelona, men som jeg sagde før, var det meget imponerende, hvad Kevin kunne udrette i bilen på ret kort tid,« siger han.