Lørdag morgen dansk tid tog speedway-kørerne hul på VM-serien, og her kom en dansker i fokus fra start.

Den tidligere tredobbelte danske verdensmester Nicki Pedersen endte godt nok ikke løbet i New Zealand øverst på skamlen, men han samlede undervejs så mange point, at han nu fører VM-stillingen samlet.

Løbet i Auckland blev overraskende vundet af den tyske debutant Martin Smolinski, der i finalen tog fusen på Nicki Pedersen og resten af favoritterne.

Nicki Pedersen havde ellers været fuldstændig suveræn i de indledende heats, hvor han vandt fem af fem mulige - og han lå også til at vinde finalen, da han kørte forbi polske Krzysztof Kasprzak, Men Smolinski fik altså presset sig forbi.

Løbet var samtidig også en stor succes for en anden dansker, Kenneth Bjerre. Esbjergenseren kørte sig i semifinalen og fik hentet 10 point til den samlede stilling. Den sidste dansker, Niels-Kristian Iversen, røg derimod ud efter de indledende heats.

VM-stillingen efter første afdeling:

1. Nicki Pedersen, Danmark: 19 point

2. Krzysztof Kasprzak, Polen: 17 point

3. Martin Smolinski, Tyskland: 15 point

4. Fredrik Lindgren, Sverige: 13 point

5. Kenneth Bjerre, Danmark: 11 point

6. Chris Holder, Australien: 11 point

7. Jaroslaw Hampel, Polen: 8 point

8. Andreas Jonsson, Sverige: 7 point