Michael Schumacher har nu i en uge ligget i kunstig koma, siden han søndag styrtede på ski og slog hovedet ind i en klippe. 

Spekulationerne har været mange om den tidligere Formel 1-verdensmester, og hvordan han forulykkede på ski i de franske alper. Blandt forklaringerne har hans manager, Sabine Kehm, meldt ud, at tyskeren ikke kørte for stærkt, og ifølge flere vidner netop havde hjulpet en væltet dreng op, da Schumachers ulykke kort efter indtraf.

Den version ser nu ud til at blive dokumenteret. Det er avisen Der Spiegel, som har fået fat i en amatør-optagelse fra en telefon, der viser den ubehagelige scene, hvor Michael Schumacher rammer en klippe så hårdt, at han ville være gået bort, hvis ikke han havde båret en hjelm.

Optagelsen er lavet af en 35-årig tysk steward, som var i færd med at filme sin kæreste med en smartphone, da han i baggrunden fanger Schumacher, som i et 'roligt' tempo og 'en maksimum-hastighed på 20 kilometer i timen' kører galt. 

Der Spiegel skriver, at øjenvidnet vil overdrage optagelsen til fransk politi, som vil gennemgå den for at komme nærmere ind på årsagen til Michael Schumachers ulykke.  

Michael Schumacher, der siden styrtet er fyldt 45 år på hospitalet, var sammen med sin 14-årige søn Mick og nogle venner på en off piste-tur ved skisportsstedet Méribel, da uheldet var ude.

Han blev efterfølgende fragtet i helikopter til et hospital i Grenoble, hvor han siden har gennemgået to operationer for blødninger i hjernen. 

Seneste tilstandsrapport kom fra hans manager lørdag.

- Michaels tilstand er fortsat kritisk, men stabil, sagde Sabine Kehm.

- Efter at have rådført os med lægerne, som behandler Michael, forventer vi ingen pressekonference før mandag, oplyste hun yderligere.  

Michael Schumacher, der er syvdobbelt verdensmester i Formel 1, indstillede i 2012 karrieren.