Legenden Hans Nielsen blev fredag udnævnt som ny speedwaylandstræner. Han mærker ingen efterdønninger fra 'wildcard-skandalen', som sendte motorsporten ud i barrieren i begyndelsen af april.
Interne stridigheder og en landstræners smækken med døren.
Det var ikke kønt at være vidne til konflikten om det meget omtalte wildcard til køreren Michael Jepsen Jensen, som ramte dansk speedway i april, og som sendte størstedelen af elitekørerne ud i åben krig med Danmarks Motor Union (DMU).
Hans Nielsen, som har en 23-årig karriere bag sig og er et af tidens største speedwaynavne i Danmark, er ny landstræner efter Anders Secher, som sagde sit job op i kølvandet på konflikten. Fredag var Nielsens første arbejdsdag, og indtil nu har han ikke mærket efterdønninger fra wildcard-sagen.
»Om der bliver problemer med det, kan jeg ikke sige, men det var en af de ting, som jeg skulle have på det rene. Vi kommer til at ændre på reglerne, så kørerne også kan acceptere dem, på et tidspunkt i fremtiden,« siger Hans Nielsen.
Danmarks Motor Union (DMU) tildelte køreren Michael Jepsen Jensen et wildcard til et kvalifikationsløb i Esbjerg i midten af april, men det blev gjort uden samtykke fra den nu forhenværende landstræner Anders Secher. Også 17 af elitekørerne protesterede over beslutningen, fordi de mente, at DMU favoriserede Jepsen Jensen, der hellere ville køre et mere økonomisk givtigt løb i Polen på løbsdatoen for grandprixet i Esbjerg.
Konflikten blev løst ved, at Jepsen Jensens wildcard blev annulleret, og at løbet i Esbjerg blev udskudt fire dage, så Jepsen Jensen stadig kunne køre med.
Roen er altså umiddelbart genoprettet, og derfor kan Hans Nielsen først og fremmest glæde sig og fokusere på sit nye job.
»Det bliver en sjov udfordring at være med til at videreudvikle dansk speedway, som har været inde i en fin udvikling. De fleste går nok med en drøm om at dele ud af erfaringerne, og hvis man kan se resultater i noget, man lægger meget tid i, er det en tilfredsstillelse,« siger Hans Nielsen, der blandt andet vil kunne bidrage med megen køreteknisk viden.
Hans Nielsen er den mest vindende speedwaykører nogensinde. Han vandt 22 verdensmesterskaber fra 1978-1997 og indstillede karrieren i 1999.