Kasper H. Jensen blev dansk DTC-mester på Jyllandsringen, hvor sidste års mester Casper Elgaard takkede af.

Silkeborg. Racerkøreren Kasper H. Jensen er ny dansk mester i DTC.

Søndag sikrede den 25-årige Hinnerup-kører sig titlen på Jyllandsringen uden for Silkeborg, hvor DM-finalen blev afviklet i denne weekend.

Kasper H. Jensen afgjorde allerede sagerne i det andet af søndagens tre heat, da han nappede en tredjeplads. Dermed kunne han ikke længere indhentes af sin nærmeste rival Michael Markussen.

Kasper H. Jensen fejrede efterfølgende DM-titlen med at køre først over målstregen i tredje og sidste heat.

Michael Markussen sluttede som toer i DTC-mesterskabet, mens veteranen Jan Magnussen i første omgang blev udråbt som nummer tre. Det viste sig dog, at der var sket en regnefejl.

Det var nemlig 2015-mesteren Casper Elgaard, der skulle tildeles den samlede tredjeplads i DTC-serien. Elgaard blev søndagen igennem hyldet, da DM-finalen var hans sidste løb som racerkører.

Det er første gang i karrieren, at Kasper H. Jensen vinder DTC-mesterskabet.

/ritzau/