Den tidligere verdensmester Nicki Pedersen har forlænget sin kontrakt med den polske klub Leszno.

Danske Nicki Pedersen vil også i de kommende to sæsoner køre for den polske klub Leszno. Det skriver den 38-årige danskers team på Twitter.

Nicki Pedersen har kørt for Leszno siden 2014. I denne sæson har han også kørt for Dackarna i Sverige og for danske Holsted.

Han har tre gange vundet det individuelle verdensmesterskab - senest i 2008.

I denne sæson ligger Nicki Pedersen på tredjepladsen inden det sæsonens sidste grand prix i Melbourne. Han vandt det seneste grand prix i polske Torun.