Bliver regningen betalt eller ej? Svaret på det spørgsmålet har i nogle uger samtidig hængt sammen med Kevin Magnussens chancer for et comeback til Formel 1.

Men nu smækker Venezuela-avisen La Verdad døren i for danskeren.

Her lyder det onsdag, at der ikke – som rygterne ellers har svirret om på det seneste – er problemer med betalingen fra Venezuelas statsejede olie- og gasselskab, PDVSA, til Formel 1-teamet Renault.

Det er i høj grad på grund af det sponsorat, at racerkøreren Pastor Maldonado i fem sæsoner har kunnet køre Formel 1. Siden 2014 for Lotus, der nu er blevet opkøbt af Renault.

Og det er på grund af tvivlen om den betaling af den seneste rate af den årlige sum på op mod 350 millioner kroner, at Kevin Magnussen har været kørt i stillingen som afløser allerede i år. Danskeren har endda for nylig været på besøg på Renaults hovedkvarter i England.

Men nu siger en unavngiven kilde tæt på PDVSA, at der ’ikke er ændringer i den aftale som olieselskabet senest havde med Lotus’.

En anden kilde tæt på Pastor Maldonado siger til La Verdad, at der ikke er noget odiøst i de historier om, at Renault skulle have været til krisemøde hos PDVSA i de seneste uger.

Ifølge kilden har der været tale om helt almindelige møder mellem parterne.

I artiklen gøres også opmærksom på, at designet på 2016-udgaven af Renaults Formel 1-racer indikerer, hvor stor en rolle PDVSA fortsat har hos teamet. Det kan man se i nyeste nummer af britiske ’F1 Racing’.

Dem kan BT.dk også vise her - på et billede fra magasinet:

Her figurerer PDSV-logoerne faktisk noget mere iøjnefaldende end sidste år: Nu på siden, på næsen, på frontvingen af raceren. Hvis det betyder noget som bevismateriale.

Renault har fortsat ikke meldt noget endeligt ud. Andet end en deadline på den 3. februar, hvor racer og kørere til 2016 officielt bliver præsenteret.