En syvendeplads til Kevin Magnussen og en fjerdeplads til Jenson Button. Det var facit for McLaren-teamets to kørere i søndagens britiske grandprix på legendariske Silverstone.

Godkendt, men ikke mere, lyder budskabet fra teamchefen Eric Boullier.

- Vi er glade for, at vi fik konverteret en god kvalifikation til et udmærket løbsresultat, siger Boullier, der kunne se Kevin Magnussen starte grandprixet i femte position, mens Jenson Button startede som tre'er.

Selvom ingen af de to kørere kunne holdes deres position skrabede de begge vigtige point sammen til den samlede stilling. Button 12 og Magnussen seks. For den rutinerede brite kunne det været blevet til 15 point, men han nåede lige nøjagtig ikke at passere australske Daniel Ricciardo. 

- Selvfølgelig ville vi gerne have scoret flere point, især fordi Jenson lige akkurat missede sin første podieplacering i det britiske grandprix, siger Eric Boullier, der havde roser til både Button og Magnussen.

- Kevin kørte også rigtig godt og lavede en fantastisk start, der sendte ham op på tredjepladsen indtil første sving. Han endte på en solid syvendeplads, lyder chefvurderingen.

Han erklærer sig efter en skidt start på sæsonen optimistisk.

- Det er tydeligt, at der er fremskridt, selvom processen ikke nødvendigvis går så hurtigt, som vi i den ideelle verden gerne havde set. Men jeg er overbevist om, at processen fortsætter. Vi er på rette vej, siger Eric Boullier.

Næste grandprix køres d. 20. juli i Tyskland.