Sebastien Loeb har vundet rally-VM ni gange. Han har også imponeret i sin debut i det traditionsrige Rally Dakar med tre etapesejre.

Men mandag var uheldet ude for franskmanden på ottende etape i Argentina:

30 kilometer før mål lavede han en kørefejl, rullede rundt i sandet, fik motorstop og store skader på bilen.

Med nød og næppede lykkedes det dog for Sebastien Loeb og hans makker at komme i mål.

Men uheldet betød, at han i det samlede regnskab faldt fra første- til ottendepladsen.

Han er nu en time efter den førende bil, og dermed er chancen for at vinde rallyet næppe længere indenfor rækkevidde.