En journalist gik langt over stregen i forsøget på at komme tæt på den forulykkede racerlegende Michael Schumacher.

Det oplyste den tidligere Formel 1-verdensmesters talskvinde Sabine Kehm ifølge bild.de efter tirsdagens pressemøde på hospitalet i den franske by Grenoble.

Kehm sagde ifølge Bild, at en journalist havde forklædt sig som præst i et forsøg på at trænge ind i Schumachers værelse på intensivafdelingen, hvor han i disse dage er lagt i kunstig koma og kæmper for sit liv efter en skiulykke i lørdags.

Schumacher slog hovedet ind i en klippe, da han sammen med sin 14-årige søn var ude på en off piste-tur i skiområdet ved Meribel i de franske alper, og han pådrog flere hjerneblødninger og kraniebrud.

Lægerne opfordrede ved pressemødet tirsdag formiddag medierne til at være mere tilbageholdende og ikke drage forhastede slutninger om den tidligere Formel 1-kørers muligheder for at overleve eller det modsatte.