Danske Tom Kristensen bevæger sig stadig rundt som Kongen af Le Mans, når han i denne weekend spadserer ned gennem paddockken eller på tribunerne, der tårner sig op i området omkring målstregen på den legendariske racerbane.

Tom Kristensen er med sine ni sejre mindst lige så legendarisk blandt publikum og kolleger, og det går ikke ubemærket hen, da Tom Kristensen sammen med BT går ud på et ellers tomt og aflukket tribuneafsnit, før 24-timersløbet begyndte i går.

Nedenfor tribunen stimler en stor gruppe fans hurtigt sammen, mens de peger og vinker op til Tom Kristensen.

»Mange af dem, jeg møder hernede, har været med til at opleve de tidligere løb, så på den baggrund er der altid folk, som hilser høfligt. Der er endda nogle, der er så flinke at sige tak for den tid, jeg har været med her,« siger Tom Kristensen med vanlig nordjysk ydmyghed.

Det er snart to år siden, at 48-årige Tom Kristensen trak sig tilbage som racerkører. Men nu afslører han, at der siden har været – og stadig er – folk, der vil have ham tilbage i en racerbil.

»Der er andre, der spørger, om jeg har lyst til at sidde i racerbilen igen. Og der er nogle, som siger, at det burde jeg gøre. Det er alt sammen meget positivt,« fortæller Tom Kristensen.

Har du overvejet at tage imod de tilbud og gøre comeback?

»Der er mange, der har spurgt mig, om jeg har lyst til at komme ud at køre. Men jeg har måttet takke pænt nej, for det er slet ikke i mine overvejelser. Jeg er rimelig konsekvent. Når jeg én gang har bestemt mig for at bremse sent ind i et sving, gør jeg det. Når jeg har bestemt mig for at stoppe på toppen og melde det ud, er det noget, jeg mener alvorligt,« siger Tom Kristensen, mens han banker håndfladen ned for at understrege pointen.

Tom Kristensen vil ikke afsløre, hvem og hvilke team der har henvendt sig til ham med tilbud om et comeback i international motorsport. Og han undlader også at fortælle, om det er hold, der kører med i Le Mans, som har haft føleren ude.

»Det er alt muligt. Og det kunne også være i andre discipliner inden for motorsporten. Men min kalender er travl, og jeg har også forpligtelser over for eksempelvis Audi, og det er en vigtig del for mig. Det med, at jeg fortsat har en 100-årig kontrakt med Audi som ambassadør, er selvfølgelig noget, jeg tager meget alvorligt,« siger han.

Men får du aldrig lyst til at sidde i en racerbil igen?

»Jeg ved, at jeg stoppede på det for mig helt rigtige tidspunkt. Jeg er utrolig lykkelig over, at jeg tog den beslutning. At jeg tog den svære beslutning om at stoppe med en podieplads i mit sidste løb, har været med til at gøre hele den efterfølgende proces meget nemmere,« siger Tom Kristensen med henvisning til tredjepladsen i sit sidste løb, sekstimersløbet i São Paulo i Brasilien, i november 2014.

Mens han er på tribunen, fortæller Tom Kristensen, at han faktisk aldrig har været på den del af banen før til trods for, at han har været til Le Mans hvert eneste år siden debuten i 1997, da han vandt i en Porsche.

Men selv om Tom Kristensen stadig tiljubles af tilskuerne, får det ham kun i glimt til at længes efter tiden, hvor han selv sad i racerbil.

»Jeg har det faktisk sådan, at jeg stoppede, mens jeg stadig var stærk. Følelsen af at vide det har været vigtig for, at jeg har det godt med min beslutning. Men da nattetræningen begyndte onsdag, havde jeg da lyst til at køre ud og sætte et par hurtige omgange og så gå op og få en kop kaffe og en halv fadøl hos Audi,« konstaterer Tom Kristensen og griner lidt.

Han afviser, at han efter sit karrierestop har oplevet det tomrum, som mange sportsfolk oplever, når de fra den ene dag til den anden ikke længere er ham ’fodboldspilleren’ eller ham ’racerkøreren’.

»Efter man stopper på højeste niveau, er der andre ting, man kan lave. Jeg kan cykle eller løbe en tur. Jeg kan konkurrere i golf og køre historiske biler – selvfølgelig på en helt anden baggrund end tidligere. Men jeg har slet ikke de der spekulationer,« fortæller Tom Kristensen.

Et aspekt af motorsporten, der også kunne være med til at afholde den tidligere danske racerkører fra at gøre comeback, er den fare, der ufravigeligt er ved at køre en racerbil med mere end 300 kilometer i timen.

»Når man er racerkører, er man fuldt engageret i de ting, man nu gør. Men jeg kan da godt forestille mig, at der er folk omkring mig, som vil være bevidste om, at jeg skal sørge for at gå ind i tide, før lynene slår ned, når jeg spiller golf. Eller at jeg ikke behøver komme først ned, når jeg cykler, og heller ikke behøver at kaste mig ned i en tackling, hvis modstanderen er Marcel Desailly eller Torben Piechnik (tidligere fodboldstjerner, red.), som jeg har gjort engang. Så er det måske også godt, at jeg heller ikke sidder i de hurtigste Le Mans-biler, som jeg har gjort i så mange år,« siger han.

Tom Kristensen får i år oplevelsen af at kunne følge løbet som tilskuer. Her kan han igen i år se nærmere på de mellem 15-20.000 danske fans, der blandt andet holder til i den såkaldte ’K-Camp’, som drives af Tom Kristensens lillebror. En fankultur, der nærmest eksploderede op gennem det nye årtusinde, da Tom Kristensen kørte de fleste af sine ni sejre hjem.

»At se danskerne og den måde, de gebærder sig på, sker med stolthed og glæde. Det er blevet en kultur og en folkefest i festen. Det er fantastisk,« siger Tom Kristensen.