Nicki Pedersen har fået svar på de sidste undersøgelser, og nu står det klart, at den danske speedwaykører skal under kniven oven på karrierens værste styrt søndag aften.

Det fortæller Nicki Pedersen til BT tirsdag eftermiddag, hvor smerterne er taget til.

Udover brud på flere nakkehvirvler og ribben har han nu fået at vide, at han har brækket to knogler i sin højre arm. Eftersom et brud af den slags ofte også medfører skader på ledbåndene, skal han opereres. Derudover er det blevet klart, at han har brækket skulderbladet, hvilket han dog ikke skal opereres for.

»Det (bruddet i skulderbladet, red.) er ikke kompliceret, men det er stadigvæk brækket, så der er ikke noget at sige til, at jeg har ondt i den vinge. Det er meget smertefuldt,« siger Nicki Pedersen, der indimellem udbryder et ’av’ i telefonen.

I Odense ligger han nemlig ’parkeret på sofaen’ hjemme hos kæresten Helene Hüttmanns familie med fire brækkede ribben, to brækkede nakkehvirvler, en hjernerystelse og brud på arm og skulderblad i højre side af kroppen.

»Jeg er satme i smerter,« konstaterer han.

Mandag aften var BT også i kontakt med den 39-årige dansker, efter han var blevet udskrevet fra Odense Universitetshospital, hvor han blev indlagt mandag morgen kl. 8. Her havde han det bedre, end tilfældet er tirsdag.

»I går havde jeg det ok, men anden- og tredjedagen er forhåbentlig også de værste,« siger han.

Artiklen fortsætter under billedet..

Nicki Pedersen mistede bevidstheden, da han efter eget udsagn 'bankede i jorden med 100 kilometer i timen' under et løb i Tjekkiet søndag aften.
Nicki Pedersen mistede bevidstheden, da han efter eget udsagn 'bankede i jorden med 100 kilometer i timen' under et løb i Tjekkiet søndag aften. Foto: sportxpress
Vis mere

Speedwaysæsonen er slut for Nicki Pedersens vedkommende, men processen med at komme sig bliver ikke forlænget af, at han nu skal opereres for sine brud i armen. Det er stadig skaderne på nakkehvirvlerne, der er den mest alvorlige konsekvens af styrtet og koster ham tre måneders pause – og 8 til 12 uger med nakkekrave.

»Sæsonen er jo helt klart ovre, som vi har sagt hele tiden, og så går jeg stærkt ud fra, at jeg skal restituere og hele indtil december måned, hvor jeg forhåbentlig kan gå i gang med at bygge formen op og styrketræne, og så har jeg tre måneder derfra til at komme i form inden sæsonstart i marts,« siger Nicki Pedersen.

Selv om det var karrierens værste styrt, han oplevede søndag aften i Tjekkiet, hvor han med 100 kilometer i timen kørte sammen med russiske Emil Saytfudinov og 'bankede i jorden', har den tredobbelte verdensmester ikke nogen planer om at droppe sporten.

Det er planen at komme på motorcyklen igen?

»Absolut. Jeg kan ikke finde ud af andet,« griner fynboen i røret.

Det er endnu ikke besluttet, hvor og hvornår han skal under kniven, men Nicki Pedersen fortæller, at han regner med at blive i Danmark i hvert fald ugen ud, inden han kan vende hjem til Monaco, hvor han er bosat.