Niels-Kristian Iversen vandt karrierens fjerde grandprix lørdag aften, da han kørte fra alt og alle i Cardiff. Til gengæld kom Nicki Pedersen igen i fokus, da han tabte terræn i den samlede stilling.

Øjnene var netop rettet mod danske Nicki Pedersen og amerikaneren Greg Hancock. De to røg i voldsom clinch med hinanden i sidste måned under en svensk ligakamp, og derfor var der lagt op til hævn fra begge sider.



De to var oppe mod hinanden i 13 heat, hvor Pedersen vanen tro var involveret i en dramatisk situation. Denne gang dog uden Hancock. Pedersen var til gengæld årsagen til, at landsmanden Peter Kildemand styrtede, hvilket medførte diskvalifikation af Pedersen. Han formåede dog alligevel at komme i semifinalen, mens Kildemand nåede hele vejen til finalen.

Men det var Niels-Kristian Iversen, der var den mest driftsikre dansker lørdag aften med sin første grandprix-sejr i denne sæson. Sejren betyder, at Iversen ryger op på 4. pladsen i den samlede stilling, men desværre for Nicki Pedersen fik konkurrenten til verdensmesterskabet Tai Woffinden raget en del point til sig og øgede dermed forspringet til Pedersen, som nu har 12 point op til amerikaneren på førstepladsen.



Der resterer dog endnu otte grandprix tilbage at kæmpe om point i, hvor der blandt andet i starten af august skal køres ræs i Horsens.