Danske David Heinemeier Hansson kom søndag på podiet i Le Mans, da det blev til en samlet tredjeplads. Men podieplaceringen er blevet taget fra den danske IT-millionær, der kørte sammen med schweizeren Mathias Beche og den tidligere Formel 1-kører, Nelson Piquet Jr. fra Brasilien, i Vaillante Rebellion-teamet.

Det skriver motorsport.com

Det hele skyldes de problemer, som holdet havde med at få gang i bilen, hver gang den havde været i pit. For at få gang i motoren var team'et nødt til at give starterdrevet et slag med en hammer. Og for at gøre det var de nødt til at lave et hul i bilens coveri stedet for at skulle tage chassis'et af. Det ville nemlig have givet en ekstrastraf. Foruden at det naturligvis ville koste tid at tage chassis'et af.

Men den gik altså ikke.

I en kendelse fra løbsledelsen fremgår det, at Vaillante Rebellion-teamet er blevet diskvalificeret. Det skyldes en video, der afslørede, hvad team'et havde gang i. Det er ikke tilladt at ændre på bilens konstruktion under løbet.

Allerede efter podie-ceremonien havde David Heinemeier Hansson undret sig over den kreative løsning.

»Jeg troede, det var en joke, at de ville lave hul i bilen for at kunne få hammeren ind. Det er jo helt Georg Gearløs at skulle have en hammer ind igennem,« sagde den 37-årige dansker ved den lejlighed til TV2 Sporten.

David Heinemann Hansson har kommenteret afgørelsen på Twitter:

»Tegneserieløbet tager en sidste, brutal drejning,« skriver han.

Diskvalifikationen betyder, at Jackie Chan DC Racing team'et med Alex Brundle, Tristan Gommendy og David Cheng i stedet slutter som nummer tre.

Vaillante Rebellio har meddelt Le Mans-ledelsen, at team'et vil appellere afgørelsen.