Efter at have været i front så endte det med en dansk podieplads ved 24-timers-løbet Le Mans søndag i GTE Am-klassen for danske David Heinemeier Hansson.

Danskeren kørte i sin Porsche sammen med Khaled Al Qubaishi og Patrick Long, og de var gennem hele døgnet blandt de hurtigste i klassen.

I en lang periode lørdag aften lå trioen forrest, men tidligt søndag morgen blev Porschen overhalet af Ferrari, og i den sidste time handlede det om at holde tredjepladsen.

»Det var sjovere, hvis vi var lidt højere oppe, men vi havde en bil, der skulle trilles hjem. Jeg kørte i 45 minutter uden bremser og skulle have motoren til at stoppe den i kurverne.«

»Så vi er glade for, at den kom hjem, og vi ikke skulle ligge og kæmpe om tredjepladsen. Jeg kunne bare køre langsomt og køre den i mål,« siger David Heinemeier Hansson ifølge TV 2 Sport.

Han beskrev de 24 timer som vilde.

»Le Mans er vildt. Vi startede med en bil, der var super hurtig, og vi tænkte, at det er fedt det her. Men det bliver koldt og varmt og regner og alt muligt, og de forskellige biler og setups virker på forskellige tidspunkter.«

»Vores bil virkede bare nul om natten. Så lige pludselig klokken ni virkede den igen, men da var det bare for sent,« siger danskeren.

/ritzau/