Niels-Kristian Iversen lavede lørdag aften en præstation, som de fleste danske speedway-fans vil huske for resten af livet.

Danmark lå inden det 20. og sidste heat på en delt førsteplads med Polen, så presset var enormt på Niels-Kristian Iversen i den dramatiske finale, hvor danskeren i det allersidste sving satsede og på vanvittig vis overhalede polske Janusz Kolodziej. 

Efter løbet forklarede dagens mand i skysovs Niels-Kristian Iversen, at han ikke troede, han ville komme i mål før polakken, men besluttede sig for at gamble stort.   



- Det var alt eller intet. Jeg troede egentlig ikke, at jeg ville hente ham, men jeg fangede ham til sidst. Vi satsede, og det lykkedes, sagde Niels-Kristian Iversen til TV3 Sport1.

- Jeg ville gerne vinde denne her titel. Jeg har været med før, og jeg har vundet både anden- og tredjepladser, men de betyder ikke så meget. Det er titlen, vi gerne ville vinde, lød det fra den glade guldvinder.  

Danmark sluttede hold-VM med 38 point. Det var henholdsvis et og to point mere end Polen og Australien.