Et år er gået, siden den danske speedwaykører Kenni Larsen blev ramt af et skud i hovedet.

Hvordan uheldet skete, vides ikke, men det var et skud fra et luftgevær, og Kenni Larsen har selv afvist, at det var et forsøg på selvmord.

»Man begyndte at fundere: Skød jeg mig selv? Forsøgte jeg at begå selvmord? Man legede med den tanke hver dag. Men det er umuligt. Jeg har tænkt over det og fundet ud af, at det var umuligt for mig at holde geværet så ret mod hovedet og nå aftrækkeren. Det er for langt med et luftgevær,« har Kenni Larsen, som ikke kan huske de første to, tre uger efter episoden, fortalt til Aftonbladet.

»Jeg tror, jeg er faldet eller har sat geværet ned med sådan en kraft, at den har udløst sig selv,« tilføjede speedwaykøreren, der var igennem to operationer og blev lagt i koma efter ulykken.

Nu er der gået så lang tid, at han reelt godt kunne komme tilbage og køre konkurrence, men lægerne har frabedt ham at gøre det på det her stadie, og det råd følger han, fortæller Kenni Larsen på Facebook.

»Denne besked er den sværeste, jeg har skrevet. Selv om det ikke længere er forbudt for mig at køre, har lægerne bedt mig om ikke at gøre det. De siger, at den hjerneoperation, jeg fik sidste år, skal have mere tid til at hele. Jeg går til kontrol hver måned og får at vide, at alt ser godt ud, men at det er for risikabelt for mig at køre, fordi livet som speedwaykører er så stressfyldt og hektisk. De mener, det måske kan få betydning for min hjerne. Men jeg kan begynde at køre stille og roligt som en hobby,« skriver Kenni Larsen og fortsætter:

»Det kunne være 1. division, det kunne være motocross. Jeg har allerede anskaffet mig køretøjet, men at køre 1. division i Danmark ville være for smertefuldt for mig, fordi det nok ikke ville dække mine behov efter et stykke tid. Jeg takker alle, der har fulgt min karriere og min sygdom. Det er en meget svær beslutning at tage for mig, men jeg tror, at det er den bedste for mit helbred,« slutter han.

Kenni Larsen var tilknyttet den polske klub Falubaz, da ulykken indtraf sidste år.