Den danske speedwaykører Niels-Kristian Iversen ræsede sig til en flot hjemmebanetriumf ved lørdagens grand prix i Parken.

Iversen sejrede i finalen foran den stærkt kørende australier Troy Batchelor, amerikaneren Greg Hancock og den danske wildcard-kører Peter Kildemand, der overraskende havde kørt sig helt til finale-heatet.

Derimod gik det helt galt for den tidligere verdensmester Nicki Pedersen, der blot samlede fem point og var langt fra at køre sig i semifinalen.

Kenneth Bjerre skuffede også ved kun at hente et enkelt point i sine fem heats.

Greg Hancock overtager den samlede føring i grand prix-serien. Han har 73 point, hvilket er et mere end briten Tai Woffinden. Niels-Kristian Iversen er med lørdagens triumf nu bedste dansker på en samlet tredjeplads med 62 point. Nicki Pedersen er lige efter med 60 point.