Det danske racerteam Formula Racing jagter i denne weekend den samlede sejr i den Europæiske Le Mans-serie. Og lykkes det, vinder teamet en billet til næste års udgave af det legendariske 24-timersløb i Le Mans.

Den kommende weekend på Estoril-banen i Portugal skal trioen Jan Magnussen, Mikkel Mac og Johnny Laursen køre deres rød/hvide Ferrari 458 GT3 ud på sæsonens vigtigste omgange.

Det er nemlig i denne weekend, at det blive afgjort, om danske Formula Racing vinder mesterskabet i den præstigefulde Europæiske Le Mans-serie - også kaldet ELMS. Teamet er inden årets sidste afdeling på andenpladsen i GTC-klassen, hvor en samlet sejr giver en eksklusiv plads ved sommerens største langdistanceløb, 24-timersløbet i Le Mans.

Men det bliver ikke nemt for den danske trio. Formula Racing er med 60,5 point lige nu 18,5 point efter GTC-klassens førende Ferrari #73 fra det russiske SMP-team. Derfor er danskerne presset til at vinde løbet, mens konkurrenterne skal slutte på syvende- eller ottendepladsen, alt afhængig af om Formula Racing vinder den pointgivende pole position i kvalifikationen.

Selvom det på forhånd ser svært ud, er Jan Magnussen opsat på at sikre Danmark endnu en 'danskerbil' i næste års udgave af Le Mans.

- Ingen tvivl om, at det bliver en kæmpe udfordring, da SMP-teamet har været både hurtige og stabile i alle afdelinger. Når det er sagt, ville det være helt fantastisk at hjælpe drengene med at komme til Le Mans, siger han.

Lykkes det Formula Racing at vinde serien, må Jan Magnussen dog overgive sin plads i bilen til en anden kører under det franske 24-timersløb på grund af sine forpligtelser hos Corvette teamet GTE Pro-klassen.

Sikkert er det dog, at talentfulde Mikkel Mac og Johnny Laursen (tidligere ejer af forlaget Benjamin, red.) vil være med i bilen, hvis det lykkes. Og så vil jagten gå ind på en ny kører, fortæller teamchef Allan Jørgensen.

- At en Le Mans-invitation betyder, at vi skal på jagt efter en ny kører, ser jeg ikke umiddelbart som et kæmpe problem. Vi går naturligvis efter den helt store pokal, man alene at vi er ét ud af tre teams, som ved sæsonafslutningen har mulighed for at vinde mesterskabet i ELMS, kan vi være stolte af, siger han.