KØB PLUS!

Dansk Le Mans-håb fortsætter hos Porsche

Det danske racertalent Michael Christensen fortsætter sin karriere hos Porsche Motorsport. Målet er et sæde i Le Mans 2014.

22-årige Michael Christensen fortsætter fremgangen som juniorfabrikskører hos tyske Porsche Motorsport.

Således er det blevet besluttet, at den talentfulde dansker efter vinterpausen skal deltage i Porsches Super Cup, efter han gjorde sig flot bemærket i den mindre Carrera Cup i denne sæson. Her vandt Michael Christensen blandt andet seriens sidste løb på Hockenheim-banen.

- Jeg har skrevet under på, at jeg som mit primære mål skal køre Super Cup-serien, men samtidig bliver jeg en mere integreret del af Porsche Motorsport, hvor jeg skal være med til flere tests og samlinger med teamets fabrikskørere, siger Michael Christensen til sporten.dk

Den danske racerkører, der har en flot gokart-karriere bag sig med EM-guld og VM-sølv, håber selv, at 2013-sæsonen kan bringe ham i spil til at besætte et sæde i en af Porsches eftertragtede Le Mans-racere.

Her gør den tyske bilfabrikant nemlig comeback i 24-timersløbets fornemmeste klasse LMP1 med helt nyudviklede biler.Samme klasse som Tom Kristensen har vundet hele otte gange.

- Min ambition er at blive optaget som decideret fabrikskører i 2014, hvis jeg gør det godt nok i den kommende sæson, siger Michael Chistensen og uddyber:

- Det er Le Mans-vejen og GT-vejen med Porsche, som jeg fokuserer på. Der vil altid poppe andre ting op, hvis jeg gør det godt, men det er primært en fremtid hos Porsche, jeg satser på, siger han.

Hvem der skal køre Porsches nye Le Mans-biler i 2014 er endnu uvist. Men med stærke præstationer i den godt besatte Super Cup kan bringe Michael Christensen nærmere målet.

Han er således udvalgt som den ene af i alt fire juniorkørere hos Porsche Motorsport, hvor Michael Chrisensens funktion og status i teamet på mange områder minder Kevin Magnussens juniorkontrakt med formel 1-teamet McLaren.

Læs også: