Det danske stortalent Frederik Vesti er kommet et skridt nærmere Formel 1-drømmen.

For ifølge B.T.s oplysninger har den 19-årige kører nemlig skrevet under med det suveræne tophold Mercedes.

Her bliver Frederik Vesti en fast kører i Mercedes F1 junior-akademi, hvor han i 2021 derudover skal køre Formel 3 for ART Grand Prix.

B.T. kan desuden fortælle, at den store aftale, som danskeren har underskrevet, efter planen bliver offentliggjort tirsdag.

Planerne for offentliggørelsen kan dog ændres i sidste øjeblik, men selve aftalen med Formel 1-giganten er på plads.

19-årige Frederik Vesti.
19-årige Frederik Vesti. Foto: FIA Pool via Grand Prix Photo
Vis mere

Senest har stjerner som George Russell og Esteban Ocon, der begge i dag er Formel 1-kørere, været tilknyttet akademiet.

Frederik Vesti blev sidste år nummer fire i sin første sæson i Formel 3, hvor han var den næstbedst-placerede kører, som ikke allerede var på kontrakt med et Formel 1-mandskab.

Danskeren har i de seneste to år kørt for Prema-team, men nu skifter han altså til Mercedes' talentprogram, der dog er mindre end Ferraris, Red Bulls og Renaults.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Vestis manager Dorte Riis Madsen – dog uden held.

Dorte Riis Madsen har tidligere været manager for Kevin Magnussen.