Tidlig lørdag morgen mistede den 11-årige, spanske gokart-kører Gonzalo Basurto Movila livet i forbindelse med en privat træningssession forud for Asturiano Karting Championship.

Det oplyser det spanske motorsportsforbund i en pressemeddelelse.

»Det royale spanske motorsportsforbund er chokeret og i smerte over tabet af Gonzalo og er taknemmelig for den hengivenhed og følsomhed, vi har modtaget fra alle i sporten,« skriver de.

Ifølge AP skulle Gonzalo Basurto Movilas gokart i forbindelse med ulykken være tippet på hovedet for derefter at være landet oven på ham. Efterfølgende blev Movials hastet til hospitalet, men her stod hans liv desværre ikke til at rede.

Ulykken skete på Formel 1-og McLaren-køreren Fernando Alonsos gokart-campus, hvor han hjælper unge, håbefulde kørere i gang med karrieren.

Efter nyheden om den unge køreres død, har den dobbelte Formel 1-verdensmester været ude og udtrykke sin sorg.

'Vågnede i morges til en af de sørgeligste dage. Ødelagt. Jeg sender mine tanker til Gonzalos familie og hele gokart-branchen,' skriver Fernando Alonso på sin Twitter-profil.

 

Det spanske motorsportsforbund meddeler i pressemeddelelsen, at de nu vil undersøge ulykken nærmere.