18.000 pladser i VM-løbefesten blev revet væk på rekordtid
 
Et veritabelt stormløb på billetlugen resulterede i 18.000 solgte startnumre på ganske få timer til motionsfeltet i IAAF/AL-Bank VM Halvmarathon om 16 måneder.

 – Fire timer efter, at vi åbnede for tilmeldingen torsdag kl. 10.00, var de første 17.000 startnumre solgt, og vi sluttede ved 18.000, siger Dansk Atletik Forbunds direktør, Jakob Larsen.

– De sidste 7.000 af de 25.000 pladser er forbeholdt det udenlandske marked og forskellige projekter i DAFs regi. For et halvt år siden havde jeg ikke drømt om så stor interesse, men de seneste måneder kunne vi godt mærke, hvor det bar hen.

København får i bogstaveligste forstand ben at løbe på, når 200 af verdens bedste halvmaratonløbere 29. marts 2014 kæmper om VM med en hale på 25.000 mere ”dødelige” løbere efter sig.

Det er første gang, et VM og et motionsløb kombineres på denne måde, og der er lagt op til et gigantarrangement i verdensklasse, arrangeret af DAF i samarbejde med Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune.

 – Det bliver en løbefest i hjertet af København. Den overvældende interesse bekræfter os i, at det var det helt rigtige at koble en motionsfest op på VM, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Det historiske løb får start og mål på Christiansborg Slotsplads.