Den nordsjællandske klassiker bliver en motionsoplevelse for hele familien.

Esrum Sø Rundt er en nordsjællandsk klassiker, og blandt de godt 2.000 løbere, der ventes til start søndag 25. august ved Fredensborg Slot, trækkes lod om 25 attraktive startnumre i IAAF/AL-Bank VM-Halvmarathon til marts i København. Læs på www.esrumsoerundt.dk alt om løbet i kongernes fodspor. Det er muligt at tilmelde sig de fire distancer, Kongeetapen på 27 kilometer, Slotsetapen på ti kilometer, Isabella-ruten på fem kilometer samt børneløbet på 1,5 kilometer, indtil kort før start. Esrum Sø Rundt er en del af Den Danske Klassiker, der også tæller cykelløbet Fyen Rundt, mountainbikeløbet Kongesporet ved Roskilde og Gudenaa Open Water ved Randers. Læs om den spændende nyskabelse på www.dendanskeklassiker.dk Formanden for Fredensborg Atletik Klub, Jan Pold, oplyser, at deltagerne i Esrum Sø Rundt modtager gratis billeder sammen med løbstiden. - Der er masser af muligheder for picnic i Langedam lige ved start og mål, og hvis du vil gøre dagen til en særlig oplevelse, kan du købe en tur med Esrum Sø Bådfart til Fændrikshus, hvor man kan se løberne passere forbi ved 15 kilometer-mærket. Man kan desuden tilmelde sig rundvisning i Fredensborg Slots private have og i Orangeriet, siger Jan Pold. Arrangørerne har sat alle sejl til for at gøre Esrum Sø Rundt til en festlig motionsoplevelse for hele familien.