Skiløberen skubbede spastisk lammede Jakob igennem de 42.195 km i Københavns gader

Der blev heppet og jublet begejstret i Københavns gader i weekenden under årets maratonløb. Alligevel var det som om jubel-volumen blev skruet en ekstra tand op, når en af de 12 løbestole fra Team Tvilling kom forbi.

En af rugbrødsmotorerne bag de trehjulede letvægts-løbestole var en tidligere OL-skiløber og Vild med Dans-deltager, der fik sit livs oplevelse.

»Det var klart noget af det fedeste, jeg nogensinde har været med i. Ud over fantastiske forhold med sol og blå himmel var det skønt at være en del af nogle gode mennesker, der har et andet perspektiv på livet,« siger Sophie Fjellvang-Sølling, der løb de 42,195 km med 18-årige Jakob Tæbring, der er spastisk lammet, i stolen foran sig.


Foreningen Team Tvilling arbejder for at aktivere handicappede i almen sport og nedbryde tabuet omkring handicap. Projektet blev verdenskendt, da tvillingerne Steen og Peder Mondrup i august 2014 deltog i og gennemførte KMD Ironman Copenhagen. Bedriften gik verden rundt og siden da har løbestolene fra Team Tvilling været med i adskillige motionsløb.

Senest ved Copenhagen Marathon søndag under en klar pinsesol.

»Det var ren og skær optur. Publikum var helt fantastiske og de fysiske smerter gled helt i baggrunden. Man har ikke ondt af sig selv når man løber med en, der sidder i kørestol. Det giver et helt andet perspektiv på tingene, hvis man får lidt ømme ben undervejs. Så tænker man bare på ham, der sidder foran,« siger Sophie Fjellvang-Sølling, der glæder sig over at være med til at sprede foreningens gode budskab.

»Jakob skrev bagefter til mig, at han havde haft en skøn oplevelse og hans forældre sendte også en besked. Det er jo helt vidunderligt at være med til at give den slags videre,« lyder det fra skiløberen.

Sophie Fjellvang-Sølling og Jakob kom igennem maratondistancen på 4 timer og 16 minutter - en tid der selv uden løbestol er særdeles hæderlig.

»Til august skal jeg løbe 90 km - den samme rute som skiløbet Vasa-løbet i Sverige, bare i løbesko - så jeg har trænet en del i forvejen på nuværende tidspunkt,« siger løberen, der i april også gennemførte BT Halvmaraton - men med en anden handicappet på ærespladsen i løbestolen.

Foreningen Team Tvilling deltog i Copenhagen Maraton med i alt 12 løbestole og 14 hjælpeløbere.

Læs mere om Foreningen Team Tvilling på deres Facebook-side her.