Velkommen til løveland. Det afrikanske eventyr venter i weekenden lige rundt om hjørnet på 200 løbere i verdens vildeste marathon, The Big Five Marathon, arrangeret af Albatros Travel, Dansk Atletik Forbund og B.T.
For sjette gang løbes de klassiske 42,195 kilometer i det spændende, naturskønne område i Entabeni-vildtreservatet i Sydafrikas nordlige Limpopo-provins tæt ved grænsen til Botswana.
Ingen flod, intet hegn, intet som helst adskiller løberne fra vildtet. Tæt på ruten bor 'the big five', elefanter, næsehorn, bøfler, løver og leoparder, og et hav af andre savannedyr som giraffer, strudse og de mange antilopearter.
Et halvt hundrede bevæbnede rangers overvåger dyrenes bevægelser før og under løber og garanterer for sikkerheden.
Siden 1999 har B.T. i samarbejde med Albatros og DAF sendt over 14.000 løbere af sted på adventure-marathon over det meste af jorden.
Der er løbet på bl.a. den kinesiske mur, den grønlandske indlandsis, Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro, Karen Blixens farm i Kenya, et krydstogtsskib i Caribien, i Himalaya og den jordanske ørken omkring Petra. I 2012 løbes verdens første solformørkelsesmarathon i Australien.
Årets sidste adventure-marathon bliver Polar Circle Marathon i Grønland 23. oktober.






















