På søndag løber Thorkild Bo Nielsen sit Eremitageløb nr. 35 i træk og nr. 37 i alt. Men hvad der er nok så bemærkelsesværdigt: Den 61-årige Vejle-løber har ikke svigtet én eneste træningsdag i 35 år.
– Siden jeg kom hjem fra USA den 3. oktober 1976, har jeg løbet en tur hver dag. Det er en livsstil, siger han.
– Jeg har været forkølet og skrantet med influenza som alle andre, men aldrig været så syg, at jeg ikke har kunnet løbe mindst en kilometer eller to.
På ”jubilæumsdagen” mandag løb han otte kilometer, deraf to-tre kilometer i det konkurrencetempo, han forventer at løbe i på søndag.
– Det er godt engang imellem lige at få lidt fart på. Jeg har altid løbet E-løbet under en time. Engang blev tiden 59.59. Man skal jo heller ikke overanstrenge sig, ler han.
Thorkild Bo Nielsen har en personlig rekord på 47.04 fra 1983 og har løbet New York City Marathon på 2.43.
Hans trofasthed over for E-løbet og motionstanken gjorde ham til årets Eremitageløber i 2007.
– Der er mange spændende danske løb, men det eneste, jeg skal være med i, er Eremitageløbet, siger Thorkild Bo Nielsen og tilføjer:
- Jeg har mit faste træ i Dyrehaven, hvor jeg klæder om.
Den tidligere New Balance-distributør i Danmark og eks-formand for Vejle IF er hovedmanden bag Jyllands største halvmaraton, Vejle Aadal Halvmarathon.
– Mange tror, at det er umuligt at finde en flad rute omkring Vejle, men det kan lade sig gøre. Vores er hurtig og helt flad, siger han.






















