Hvad end du planlægger dit første eller dit 10. maraton, er der mange ting at tage højde for, når du skal planlægge hvor og hvornår du skal løbe. Det maratonløb, der har den perfekte rute for begynderen, kan være kedelig for den øvede, og nogle maraton er måske en lidt for stor mundfuld at kaste sig ud i som begynder.


Hvad end du planlægger dit første eller dit 10. maraton, er der mange ting at tage højde for, når du skal planlægge hvor og hvornår du skal løbe. Det maratonløb, der har den perfekte rute for begynderen, kan være kedelig for den øvede, og nogle maraton er måske en lidt for stor mundfuld at kaste sig ud i som begynder.

Derfor har Runner's World lavet en guide til, hvordan du vælger det helt rigtige maraton.

Vælg et løb i nærheden
Er det første gang, du skal ud på de 42,195 kilometer, kan det være en rigtig god idé at vælge et løb i nærheden af, hvor du bor. Der bliver nemlig rigeligt af ting at se til og huske på, før dit første maraton, og det kan være lidt af en belastning samtidig at skulle overveje, hvordan man kommer frem og tilbage fra start- og målområdet, døje med jetlag eller i det hele taget finde rundt i en by, man ikke kender.

Gør det til en ferie
Det kan da også være kedeligt at skulle løbe maraton på de samme gader, som man det sidste halve år har løbet tynde i træningsperioden. Er du af den overbevisning, så gør maratonoplevelsen til en miniferie.

Vælg et maraton i en anden by eller rejs til udlandet og deltag i et af et stort maraton som f.eks. Berlin Maraton, Stockholm Marathon eller måske the Great Wall Marathon?

Find den rette årstid
Timing kan betyde alt for din maratonoplevelse. Foretrækker du at løbe i varmt eller koldt vejr? Selvom du måske foretrækker køligere temperaturer og derfor vælger et maraton i oktober/november, skal der tages højde for, at der stadig skal  kilometer i benene henover de varme sommermåneder.

Foretrækker man et forårsmaraton, oplever man den modsatte problematik. Selvom vejret måske er omkring de 15 grader, når man løber sit maraton i april, så skal man stadig afsted i snedriverne i de kolde vintermåneder. Der er derfor rigeligt at tage stilling til, når man fastsætter datoen for sit maraton.

Tjek ruten grundigt
Altafgørende for et godt løb er en rute, der passer til dit niveau, og den træning man ønsker at lægge i det. Løber man til dagligt i fladt terræn og har ikke planer om at ændre det, kan et maraton i bakkede omgivelser føles som en dødsrute og efterlade en med en følelse af fiasko.

Planlægger man at sætte PR kan det ligeledes være vigtigt at se efter en flad rute. Er man derimod ude efter en oplevelse, der ikke fokuserer på tid, bør man se efter en rute, der byder på en masse oplevelser, hvad end man er til storbyer eller natur.

B.T.'s Peter Fredberg har deltaget i 121 maratons verden over. Læs hvilke 10 han husker bedst

Mange eller få tilskuere
Nogle løbere bliver båret igennem deres maraton af tilskuerne. Især store løb i udlandet som Berlin, London og New York Marathon trækker op mod to milioner tilskuere ud på gaderne for at heppe på løberne. Har man brug for cheerleadere til at komme igennem løbet, kan det være en rigtig god idé at vælge et stort løb.

Er man derimod  til roligere forhold, hvor der er plads til at løbe, og folk ikke står og stirrer og råber af en, bør man vælge et mindre maraton i provinsen.