Sommer eller vinter. Sol eller sne. Vejret spiller ingen rolle, når man hedder Thorkild Bo Nielsen. I 40 år har han ikke svigtet træningen én eneste dag.

Det kan godt være, at han har været forkølet eller skrantet med influenza, men det har aldrig været mere alvorligt, end han kan løbe en tur. Mindst én kilometer.

Det enestående 40 års jubilæum fejrer han søndag 2. oktober med at løbe H. C. Andersen Marathon i Odense. Hans første maraton siden Boston i 1996. Og så glæder han sig til sit 42. Eremitageløb søndag 9. oktober i Dyrehaven.

»Jeg startede traditionen med daglig træning, da jeg kom hjem fra USA 3. oktober 1976. Løb er et livsstil, og jeg har været så heldig, at jeg aldrig har haft skader,« siger den 66-årige løbsentusiast, som er tidligere formand for Vejle IF og har haft stor andel i motionsinteressen i og omkring Vejle.

»Eremitageløbet er mit favoritløb. Det skal jeg være med i. Jeg har mit faste træ i skoven, hvor jeg klæder om.«

Thorkild Bo Nielsen har en personlig rekord i Dyrehaven på 47.04 fra 1983 og løb New York City Marathon i 1978 på 2.43.

»Tempoet er sat en del ned, men løbeglæden er den samme. Jeg løber 50-70 kilometer om ugen. Det er det gode ved at være pensionist. Man har mere tid,« siger han.

I Copenhagen Half Marathon tidligere på måneden løb han på 1.41.31 og var med på Vejles guldhold i klassen 65-69 år.

Thorkild Bo Nielsen blev i 1976 verdens første distributør for New Balance, som i dag er en af sponsorerne for KIF, KS og BTs Maj Invest Eremitageløbet.

I 2007 blev han kåret som årets mandlige eremitageløber og hædret med BTs sølvfad og et kunstværk af maleren og grafikeren Gorm Eriksen. Har du et emne til den ærefulde titel i år, så mail senest 1. november til journalist Peter Fredberg, fred@bt.dk

Du kan stadig tilmelde dig traditionernes løb i Danmarks nationalskov. Læs mere og tilmeld dig på www.elob.dk. Spørgsmål til BTs E-løbskontor på tlf. 3375 2584 (mandag-fredag kl. 9.15). Mail: elob@bt.dk