Det 19-årige stjerneskud satte rekord i Maj Invest Eremitageløbet

Kun himlen synes at sætte grænser for dansk atletiks nye stjerneskud, 19-årige Anna-Emilie Møller. Eller som hendes træner, den tidligere maratonløber Kersti Jakobsen, udtrykker det: 'Anna er uden for nummer.'

Ordene faldt efter Anna-Emilie Møllers sejr i Maj Invest Eremitageløbet i løbsrekorden 43.45.

I et forrygende løb skar hun 14 sekunder af Dorte Vibjergs 18 års gamle rekord.

Anna-Emilie Møller gav vanen tro alt, hvad hun havde og kastede sig ned i gruset efter at have passeret målet.

»Det var vildt hårdt, og jeg var enormt tung og syret på de sidste bakker,« erkender hun.

»Jeg havde ikke troet, at jeg kunne slå Sylvia Kiberenge, og jeg havde ingen fornemmelse af, om jeg var i nærheden af rekorden eller ej. Jeg løb bare alt, hvad jeg kunne. Det er sindssygt, at jeg løb så hurtigt.«

Anna-Emilie Møller lagde ikke mærke til sidste års vinder, Sylvia Kiberenge, undervejs.

»Jeg hørte på et tidspunkt, at jeg førte med 40 meter, men jeg turde ikke vende mig om. Jeg har det bedst, når jeg ikke kigger tilbage. Jeg løb bare mit eget løb. Det er en af mine bedste sejre.«

Supertalentet fra Blovstrød Løverne skar over otte sekunder af din danske rekord på 3.000 meter forhindring i Rio de Janeiro og har efter OL understreget formen med DM-guld på 800 og 1.500 meter og en fremragende 3.000 meter i Zagreb.

På flere måder minder hun om 70’ernes superstjerne, Loa Olafsson, som blev tredobbelt E-løbsvinder og satte uofficielle verdensrekorder på 5.000 meter og 10.000 meter. Rekorderne blev ikke anerkendt, fordi hun satte dem i blandede løb.

»Annas rekord kom ikke bag på mig. Hun er i kanonform,« siger Kersti Jakobsen.

»Det er svært at sige, hvor Anna har størst potentiale. Om det er på kortere eller længere distancer. Lige nu tror jeg, at hun bedst kan lide, når der er længde på.«

Anna-Emilie Møller var de sidste to år blevet nr. 3 i Dyrehaven og satte personlig rekord med hele to minutter og 41 sekunder.

Den kenyanske Køge-pige Sylvia Kiberenge, som for to uger siden vandt det svenske Lidingöloppet, løb på 44.53. Derfra var der et spring til Lea Reime og OL-pigen på 400 meter hæk, Stina Troest, som løb på henholdsvis 48.58 og 49.14.