Ved middagstid på E-dagen sidste år rundede vi en milepæl i løbets historie.

Mette Pierri Stensler-Thomsen, 38, løb i mål som nr. 600.000 siden starten i 1969 og blev modtaget med blomster.

Da idéen til verdens første motionsløb blev født, drømte ingen om, at festen i skoven skulle blive så stor og sætte så meget i gang.

610.078 i alderen 4-96 år har gennemført efterårets klassiker i Dyrehaven, og søndag 5. oktober kan vi føje endnu 16-17.000 til. Selv om vi passerer 19.000 tilmeldte, er der altid godt et par tusinde, der af forskellige grunde ikke dukker op.

Traditionen tro må vi melde udsolgt i løbet af september, og søndag 21. september er sidste frist for tilmelding. Skynd dig, hvis du vil være en del af årets motionsfest og endnu ikke har tilmeldt dig.

E-løbet er motionsbevægelsens stolte flagskib. Løbet går i blodet. Mange tusinde kommer igen år efter år, men hvert år er der også flere tusinde nye E-løbere. Sidste år bl.a. USA's ambassadør, Rufus Gifford, og daværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager. De løb på henholdsvis 1.01.24 og 1.11.42. Gennemsnitstiden for mændene var 1.11.48 og for kvinderne 1.20.50.

Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT kunne ikke have fået en smukkere og mere spændende scene til løbet end Dyrehaven. Nationalskoven med slottet og de 2.200 stykker hjortevildt er et klenodie, og arrangørerne støtter Naturstyrelsen i forbindelse med forbedringen af forholdene for naturen og biodiversiteten i Dyrehaven.

Skovrider Hans Henrik Christensen byder velkommen i skoven inden E-løbets speaker, Peter Schnohrs startskud. Under løbet assisteres Peter Schnohr af datteren, den tidligere topsprinter Christina Schnohr, som har fokus på de hurtigste løbere.

Maj-Britt Nørgaard står for 28. gang for opvarmningen, og for 18. gang kaster fru Erna Iversen - i skuespilleren Peter Larsens frodige skikkelse - glans over festen.

Robagho New Orleans Brass Band kan i år fejre 25 år jubilæum som E-løbets husorkester i Rådvad.
Lørdag 20. september kl. 10.30 inviterer BT til et testløb på E-løbsruten. Med topløberen Henrik Them i spidsen tilbagelægges den 13,3 kilometer lange rute på en time og ti minutter, og alle er velkommen.