På en bagende forårsdag i maj blev den 35. udgave af BT Halvmaraton afviklet på fornem vis.

De 21,1 lange kilometre begyndte i midten af Lyngbys gader og sluttede af med en runde på Rundforbi Stadion i Nærum.

Kun en time og tre minutter efter at løbsdirektør, Klaus Kristensen, havde skudt halvmaratonet i gang kom den første mand i mål.

Det var en utrolig glad og overrasket kenyaner, William Morwabe, der i stegende varme krydsede målstregen i tiden 1:03:56.

- Det var en rigtig godt og hårdt løb. Jeg forventede overhovedet ikke at vinde, og jeg var tilmed bagude det meste af løbet. Men efter 18-19 kilometer, havde jeg så meget overskud, at jeg kunne presse ekstra meget på, siger han.

Termometeret nåede de 20 grader, og mange tusinde danskere var ude for at tiljuble de krigeriske løbere. Netop opbakningen var en stor faktor for William Morwabe.

- Det var ret varmt, men der var en fantastisk support, der hjalp mig igennem til sejren, siger han.

Dermed kan kenyaneren stikke 15.000 kr. og en kæmpe guldbarre i lommen og kalde sig BT halvmaraton-mester anno 2014.