Sådan bliver du klar til forårets store og festlige klassiker 21. april.

BT Halvmarathon er forårets store klassiker, som søndag 21. april løbes for 34. gang med start i Kongens Lyngby og mål på arrangørklubben SNIKs hjemmebane på Rundforbi Stadion i Nærum.

Løbet bliver i år større og festligere end nogensinde, da SNIK har hævet loftet fra 8.000 til 10.000 tilmeldte løbere. Der er stadig plads, men vent ikke for længe. Tilmelding på www.bthalvmarathon.dk.

21 kilometer er en lang og krævende distance, og for at give løberne de bedst mulige redskaber til at få et godt løb inviterer BT og Whiteout Adventures (www.whiteout.eu) til tre spændende og varierende workshops af seks timers varighed med foredrag og løbetræning.

De holdes med godt en måneds mellemrum med den første workshop lørdag 2. februar. Den anden er lørdag 9. marts og den sidste lørdag 13. april. Alle tre dage kl. 10-16 i Konferencesalen hos Berlingske Media, Pilestræde 34, København K.

Programmet ser sådan ud:

Workshop 1: Ud over at løberne skal igennem en masse spændende og sjove træningsøvelser får de besøg af en af Danmarks bedste og mest rutinerede løbetrænere, Karl-Åge Søltoft. Den tidligere topløber fortæller om forskellige træningsmetoder og principperne bag disse.

Workshop 2: Løberne arbejder videre med træningen og får besøg af psykolog Lars Smith, som til daglig arbejder med rekruttering af topledere. Sideløbende arbejder han som mentaltræner for nogle af Danmarks bedste løbere og triatleter. Forklaringen på en god præstation ligger ikke kun i benene, men også i hovedet.

Workshop 3: Løberne nærmer sig 'game day'. Fokus er på at få en god oplevelse og yde en god præstation i BT Halvmarathon. På workshoppen fortsætter løberne med træningen og taler om, hvordan man bedst forbereder sig til et løb, om restitution og om ernæring før, under og efter løbet. De får besøg af lektor, cand. scient. i human fysiologi Lasse Kristiansen, der har skrevet bogen ”Sportsernæring”.

På hver af de tre workshopdage er der halvanden times løbetræning med tekniske øvelser. Løberne er inddelt i fire grupper efter niveau, og til hver gruppe er tilknyttet to trænere.

Prisen for at deltage i hele forløbet er 499 kr. Heri er inkluderet en sund og velsmagende frokost samt anden forplejning på hver workshop samt en goodiebag til en værdi af 250 kr. med bl.a. produkter fra Maxim og løbeudstyr.

Læs mere og tilmeld dig på www.lidtmere.dk/sport/lobeworkshops-med-bt-sadan-bliver-du-klar-til-bt-halvmarathon.