Det 37. BT Halvmarathon i søndags - på ”årets første sommerdag” - blev en forrygende succes med tusindvis af glade løbere og tilskuere, og tilmeldingen til næste års nordsjællandske forårsklassiker fra Kongens Lyngby til Rundforbi Stadion i Nærum er allerede åben.

»Sæt kryds ved søndag 30. april 2017. Vi åbnede for tilmeldingen i torsdags og har fået de første tilmeldinger,« siger formanden for løbsledelsen, Per B. Christiansen, SNIK, om det nye tiltag.

Læs mere om Danmarks mest traditionsrige halvmaraton på www.bthalvmarathon.dk

»Det var dejligt at se de glade ansigter på Rundforbi Stadion. De mange positive tilkendegivelser, vi har fået, varmer. ”En fed fest” og ”superevent” lød nogle af reaktionerne,« siger Per B. Christiansen.

»Vi var så heldige, at vejrguderne var med os, og det var tydeligt, at de mange nye aktiviteter på stadion var populære og skabte atmosfære. Fra arrangørside skylder vi også en stor tak til de 600 hjælpere, som ydede en fantastisk indsats før, under og efter løbet.«

BT Halvmarathon er først og fremmest et motionsløb, og BT kårer traditionen tro årets mandlige og kvindelige halvmaratonløbere, som hædres med BTs sølvfad og champagne på BT.

Vi vil fejre to løbere, som lever op til løbets grundtanke, regelmæssig træning for sundhed og velvære. Har du et emne til den fornemme titel, så mail senest 15. maj til journalist Peter Fredberg, fred@bt.dk