I sit første løb efter OL på maraton i Rio de Janeiro sluttede Anna Holm Hove, tidligere Baumeister, på ottendepladsen i det stærkt besatte otte kilometer lange hollandske cross Warandeloop i Tilburg og viste god form før cross-EM 11. december på Sardinien.

Det var samtidig hendes første start som Sparta-løber efter skiftet fra den bornholmske klub Viking.

Efter skilsmissen fra den tyske løber Thorsten Baumeister har OL-pigen og den løbende journalist taget sin far, den tidligere maratonstjerne Henrik Jørgensens mellemnavn Hove, og det indgår også i hendes nye firma, Hove Communikation.

»Efter mit livs oplevelse i Rio de Janeiro trængte jeg til en mindre pause for at få motivationen tilbage, og det er lykkedes,« siger 28-årige Anna Holm Hove.

»Mit langsigtede mål er OL i Tokyo i 2020. Jeg vil ikke løbe maraton i foråret 2017, men koncentrere mig om løbeteknik og kortere distancer.«

Den mandlige danske maratonløber, Abdi Hakin Ulad, Hvidovre AM, brillerede i Warandeloop med en andenplads på ti kilometer i 30.00, slået med to sekunder af nordmanden Sondre Nordstrand Moen.

Den tredobbelte E-løbsvinder er i topform før EM. Og det bliver også spændende at se, hvad årets kvindelige vinder i Dyrehaven i rekordtiden 43.45, 19-årige Anna Emilie Møller, Blovstrød Løverne, kan præstere på Sardinien.