Nye tal viser, at ældre motionerer mere og hårdere end generationerne før dem. Seniorerne passer bedre på sig selv, siger eksperter. Men pas på, at motion ikke bliver en samfundspligt
Mange arrangerer selv sportsaktiviteter med venner og bekendte, mens andre foretrækker at melde sig ind i sports- og idrætsforeninger. Til gengæld er det de færrreste, der foretrækker at gå i et træningscenter for at få dagens motion, forklarer Trygve Laub Asserhøj, en af forskerne bag undersøgelsen.
»Det tyder på, at en aktiv hverdag for mange ældre er blevet vigtigt. Selvom den generelle idrætsudfoldelse for voksne i alle aldre generelt er faldende, er det interessant, at de ældre går mod strømmen og dyrker mere og mere udfordrende sport. Dét tror jeg slet ikke, at vi har set mæthedspunktet for endnu,« mener han.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele temaet om ældres eksploderende motionsvaner og den dybdegående undersøgelse bag. Så vildt er det ...
Nye tal viser, at ældre motionerer mere og hårdere end generationerne før dem. Seniorerne passer bedre på sig selv, siger eksperter. Men pas på, at motion ikke bliver en samfundspligt
»Læg højre arm på stoleryggen og bøj Dem forover ved et buk i hoften. Bøj og stræk, bøj og stræk...«
Det er længe siden, at seniormotion var den rene skånekost. I dag er de ældre friskere og lever længere, og da pensionsalderen for mange stadig ligger omkring de 62 år, giver det mange gode år at være aktiv i.
Og aktive er stadig flere ældre. Det viser en ny rapport fra Idrættens Analyseinstitut. Især ældre over 70 år er mere aktive end tidligere, og er især glade for vandreture, gymnastik, styrketræning, cykling og svømning, viser undersøgelsen.
Mange arrangerer selv sportsaktiviteter med venner og bekendte, mens andre foretrækker at melde sig ind i sports- og idrætsforeninger. Til gengæld er det de færrreste, der foretrækker at gå i et træningscenter for at få dagens motion, forklarer Trygve Laub Asserhøj, en af forskerne bag rapporten.
»Det tyder på, at en aktiv hverdag for mange ældre er blevet vigtigt. Selvom den generelle idrætsudfoldelse for voksne i alle aldre generelt er faldende, er det interessant, at de ældre går mod strømmen og dyrker mere og mere udfordrende sport. Dét tror jeg slet ikke, at vi har set mæthedspunktet for endnu,« mener han.
Ældrestyrken
At være i form handler om livskvalitet. Sport og motion er blevet allemandseje, det er ikke længere forbeholdt dem med særligt overskud.
Heidi Hesselberg Lauritzen, der er ph.d.-studerende på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, er ikke i tvivl om, hvorfor idræt er det nye seniorhit.
»Ganske enkelt er ældres fysiske forudsætninger blevet bedre. Skal du dyrke sport, kræver det et godt helbred for overhovedet at være i stand til det – og det har ældre i dag. Derfor dyrker de langt flere og forskellige aktiviteter.«
Tidligere har man talt om de ældre som en ’ældrebyrde’, i dag burde vi snarere kalde dem for en ’ældrestyrke’, mener hun. For ældre har mange sociale og faglige kompetencer at bidrage til samfundet med.
»Når de også rykker på det fysiske plan, gør det dem blot til en endnu vigtigere del af samfundet,« forklarer hun.
Det er godt, at de ældre er i god form og i højere grad kan klare sig selv længere – for velfærdssamfundet stiller store krav til, at man skal være såkaldt ’selvhjulpen’. Ældre, der har været syge eller er blevet opereret, skal rehabiliteres og ikke falde hen. De skal i gang igen, så de kan klare dig selv. Både for deres egen og for samfundets skyld. Heidi Hesselberg Lauritzen ser en generel forventning i samfundet om, at ældre skal holde sig sunde og raske og tage ansvar for egen sundhed.
»Samfundsressourcerne er knappe. Friske og raske ældre er alt andet lige billigere end det modsatte. Så udover, at din evne til at klare dig selv har stor indflydelse på din livskvalitet, så er det også blevet mere almindeligt i samfundet, at man forventes at holde sig rask og rørig længe,« siger hun.
Men ikke alle er i stand til eller har helbredet til at kunne følge trop. Som samfund skal vi passe på, at det med, at man skal kunne klare sig selv ikke bliver tvang fremfor lyst, mener Tine Fristrup, der er lektor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet.
Forfald er forbudt
»Det bekymrer mig, når motion og sport bliver et pres fra samfundet og ikke et frivilligt valg, som den ældre selv tager. Vores samfund har udviklet sig, så det i dag ikke er tilladt som ældre at trække sig tilbage, gå i forfald og få lov at blive gammel,« forklarer hun.
De ældre har selv et ansvar for ikke at blive en samfundsøkonomisk byrde og skal selv tage ansvar for deres aldring, bl.a. ved at holde sig i gang både i krop og sjæl.
»Det er godt, at ældre holder sig i form. Bare det ikke bliver et pres,« mener Tine Fristrup.
Det skal være muligt at sige ’nej tak’. For det er også sundt for ældre at gøre noget, der gør dem glade, selvom det f.eks. er billard og en øl.
»Vi skal væk fra kun at tænke på ældre mennesker som potentielle patienter. Det skal være okay at trække sig tilbage og bare være ’gammel’. Så kan de, der har lyst, dyrke al den sport og motion, de vil. Så længe det er lystbetonet.«
’På havet lever jeg’
Leif Skov har kun roet i havkajak i fem år. Men et liv med hårdt fysisk arbejde har holdt figuren slank og fysikken god
Hele sit voksenliv har Leif Skov arbejdet som mejerist. Det har været et slidsomt job, dengang der skulle slæbes store mælkejunger.
Det hårde arbejde har gjort hans krop stærk og holdt figuren slank, så da drømmen om at sejle havkajak for omkring fem år siden tog form, havde han hverken problemer med at kravle ned i kajakken eller at få armene til at holde til de mange kilometer.
»Jeg har ellers aldrig dyrket motion, men min krop er vant til hårdt, fysisk arbejde. Jeg har jo også to huse og to sommerhuse, som jeg holder, så jeg sidder ikke så ofte stille,« forklarer han og tilføjer, at han i praksis aldrig er gået på pension fra mejeriet St. Clemens i Klemensker på Bornholm, for et pensionistliv uden daglig rytme kan være en hård nød at knække, når man elsker sit arbejde.
Modet til at afprøve drømmen om havkajak kom i stand, da et par lokale, ældre gutter tog ham med til kajakpolo i Gudhjem svømmehal.
»Det var da meget sjovt, men alt for hektisk. Bassinet er lille, man er mange, der farer rundt, og man skal koncentrere sig om at kaste en bold samtidig. Det blev for hektisk.«
Men det sendte ham videre til et møde med havkajakken. I dag er han afhængig af det rytmiske arbejde, kroppen laver, armene der fører pagajen frem, benene der stemmer imod på ror-pedalerne, overkroppen der holder balancen og drejer i takt med, at pagajen føres gennem vandet. Rytmisk og roligt. Fysisk krævende og psykisk afslappende.
»Jeg er ligeglad med at ro hurtigt eller mange kilometer, det er selve sindstilstanden, der driver mig herud igen og igen. Også selvom det er et bøvl med alt det grej, vejret ofte driller og det er svært at planlægge ture p.g.a. vind og bølgehøjde,« forklarer Leif Skov.
Leif Skov fortæller om friheden til at kunne læsse sin kajak på taget af bilen og køre lige hen, hvor han vil, sætte den i vandet og ro ud at opleve naturen. Kigge på fugle, følge årstidernes gang, mærke vejrets skiften, se Bornholm fra havsiden, smykket i sol og sne.
Træning og kammeratskab
Det drømmende og blide udtryk i ansigtet levner ingen tvivl om, at han er en mand, der er bidt af sin hobby. Selvom han holder af sit liv på land, så sker der noget magisk derude.
»Jeg har lige været i Sydsverige på weekendtur med kajakklubben. Vi var fem kammerater af sted, som er så forskellige, som nogle kan være. Både i køn, alder og baggrund. Jeg synes, det er fantastisk at knytte kammeratskab med mennesker, der er helt anderledes end mig selv. At vi kan mødes om det, vi holder af. Følelsen af frihed på havet. Det lyder måske højtravende, men sådan føler vi det alle i klubben, tror jeg.«
Kroppen holdes godt i gang. Selvom der skal meget til, at en havkajak kæntrer, så er kroppen travlt beskæftiget på sådan en tur. Armene ror dig fremad, core’en holder dig oprejst og i stand til at lægge kræfter i taget, selvom du sidder ned, hofterne korrigerer for bølgegangen, så hovedet stadig er i vater i forhold til horisonten, og øjne og ører – ja alle sanser – navigerer hele tiden.
»Især duften af havet og dyrelivet derude er berusende. Fisk, der springer om kajakkens spids, en sæl, der soler på en sten, et blåt hav, der hæver og sænker sig, som roede man på ryggen af en gigantisk hval, hvis bevægelser bringer dig fremad. Ja, jeg føler faktisk en så stor barnlig glæde og begejstring ved at komme ud, at jeg tit har svært ved at ro hjem i tide, for når jeg når klipperne oppe på øens vestkyst, så får jeg bare lyst til at fortsætte og fortsætte – men er nødt til at huske, at det bliver mørkt på et tidspunkt.«
Større end viljen
Respekten for vandet har også en andel i det at kunne mærke sig selv ude på havet. At noget er større end en selv, at man skal kunne redde sig selv og andre, at havet er så meget større og stærkere end den vilje, vi moderne mennesker ellers sætter vores lid til.
Vandet har altid været til stede i Leif Skovs liv. Som barn i Vejen stavede han sig frem i en træbalje, senere byggede han tømmerflåder og små både, der hurtigt sank, og senere blev han marinesoldat.
»På havet kan jeg mærke, at jeg lever. Der er jeg ikke pakket hundrede pct. ind i vat. Her er skæbnen lidt udfordret, det kan være befriende i en ellers komplet tryg hverdag. Uden selvfølgelig direkte at vække Kong Neptuns vrede ved at ro ud i dårligt vejr,« tilføjer han med et bredt smil.
Kajakroning er ikke for alle. Det er hårdt, man kommer til at svede, og får pulsen op og mærker sine grænser. Og man er nødt til at sætte sig ind i vind og vejr. Men Leif Skov er ikke i tvivl om, at ’det er fantastisk’.
»Har du bare den mindst lyst til at prøve det af, så gør det. Kontakt den nærmeste klub, de har helt sikkert et hold for ældre, og kom ud. Det har ændret mit liv. Havet er blevet mit helt eget frirum, og det kan også blive dit.«
’Føler mig fri og stærk’
Flere gange om ugen løber Margit Kjøller med sin løbeklub. Hun kan ikke huske, hvor mange løb, hun har deltaget i, men ved, at hun ikke kan leve uden
Vinden rusker i træerne ved Galløkken kyst på sydsiden af Bornholm. Det er lørdag formiddag, og Margit Kjøller er igen trukket i løbetøjet.
Den 75-årige kvinde er klædt i vanter, løbesko, tights og yderst selvfølgelig yndlingstrøjen fra løbeklubben Viking, hvor hun træner. Af sted går det. Op og ned ad knoldede stier og under lavthængende grene, ned ad en stejl trætrappe, så et kort kig ud over det bølgende hav, før det igen går op ad den stejle trappe i løb og videre langs kysten mod Rønne.
Det er kun hyggeture på 5-7 kilometer, Margit Kjøller løber langs de bornholmske sydskråninger. De længere distancer og hendes intervaltræning foregår i Nordskoven. Alle andre i løbeklubben er yngre end hende, og hun er ’lidt langsommere end dem’, forklarer hun om de medløbere, der kunne være hendes børnebørn.
Sport er indstilling
»Men der er ikke noget mere fantastisk end at komme til træning. Den glæde og imødekommenhed, jeg bliver mødt med, er fantastisk, og jeg får sådan en god portion positiv energi med mig hjem. Også selvom de er yngre og hurtigere, end jeg er.«
Særligt glad er hun for intervaltræningen.
»Så løber vi sammen, men i forskelligt tempo, og det fungerer godt. Men det er ikke sådan, at min træner ikke presser mig, bare fordi jeg er ældst,« fortæller hun og tilføjer, at hun også løber de fire kilometer til og fra træning.
Medmindre hun skal handle på vej hjem: ’så tager jeg cyklen’.
Denne lørdag formiddag hilser gud og hvermand på hende og nikker anerkendende. Med undtagelse af et par løbekammerater, der kærligt driller og spørger, om hun ikke er blevet ’lidt langsom’.
Især løb er blevet en livsven, der både holder ved og holder Margit Kjøller i gang. Men alt det andet, der følger med, når man løber i en klub, har også betydning for hende.
»Altså se lige, hvor fantastisk her er. Skønt vejr og vild vind, fantastisk natur, det er lørdag, vi har fri, og vi kan bare løbe her – er det ikke fantastisk,« spørger hun, mens blæsten får tårerne til at trille ned ad kinderne på hende.
Margit Kjøller fortæller om at have en frygtelig sød tand, om at elske kage, om glæden ved at kunne spise, hvad hun vil, og stadig at kunne passe sin brudekjole, mens hun ubesværet løber videre. Ikke hurtigt, men jævnt.
Hun fortæller om de andre fritidssysler cross-gymnastik og svømning, da ’det også er vigtigt at styrke muskler og knogler, samt at bibeholde smidigheden i kroppen, når man bliver ældre’ forstås. For når man veksler mellem forskellige sportstyper, bliver kroppen ikke overbelastet. Det er vigtigt, at sport er sjovt og noget, man glæder sig til, understreger hun. For det sociale ved de fysiske udfoldelser er ikke nok, hvis ens egen krop ikke kan lide bevægelse.
Hobevis af halvmaraton
Selv kunne hun ikke forestille sig et liv uden motion og klubkammeratskab som den røde tråd.
»For mig er det at være god ved mig selv at holde mig i gang og komme ud. Men man skal også erkende, at man er ældre. Det betyder ikke, at man ikke kan løbe et halvmaraton, som jeg f.eks. skal i morgen, det betyder bare, at det går lidt langsommere. Men det ville være dumt at lade være at røre sig, bare fordi man ikke er så hurtig som de unge. Det er jo ikke det, der er succesparameteret. Det er livskvaliteten og bevægelsesfriheden i min krop, der tæller. Og der har løb hele mit liv været min ven.«
Hjemme i parcelhuset, hvor Margit Kjøller bor med sin mand, vidner væggen på første sal om, at her bor en driftig dame. Medaljehylden bugner af farvede bånd og metal i alverdens farver og udformninger.
Berlin-maraton, Copenhagen Half Marathon, Øresunds-maraton, Broløbet, alverdens medaljer fra bornholmske løb som Almindingeløbet og mange flere.
Hertil et hav af guldnåle, der vidner om mange kilometer i benene og trofast medlemskab af løbeklubben Viking.
Egentlig begyndte hun at løbe for 40 år siden, da hun mistede sin første mand. Dengang blev løbeturene hendes frirum, der gav hende mentalt overskud og hjalp hende videre.
»Mine løbeture er stadig en form for frirum. Ikke fordi jeg har brug for at blive ’fri’ for noget, men den tilstand jeg er i, når jeg løber, gør, at jeg føler mig fri og stærk. Det giver mig overskud i min hverdag og påvirker mit humør på sådan en dejlig måde.
’Motion er min medicin’
For Bent Hansen er motion den medicin, han med glæde tager hver dag. Faktisk er han afhængig. Bevæger han sig ikke, får han ondt og bliver stiv i kroppen
Hver torsdag mødes Bent Hansen på 75 år med tennisholdet, enten på udebane eller i hallen i Allinge, hvis vintersæsonen har sat ind.
De otte herrer går til stålet, og der spilles både om streger (kontanter til holdkassen) og om håneretten under tredje halvleg.
At rafle, få en snaps og have det sjovt under og efter træning er en stor del af det at spille tennis, men det er ikke det vigtigste for Bent Hansen. Han kan nemlig ikke undvære at bevæge sig.
»Motion er min medicin, som jeg gladelig tager hver dag, og det har jeg gjort hele livet.«
Han har altid bevæget sig. Været aktiv og dystet om medaljer og trofæer. Både i fodbold, badminton og andre sportsgrene. I den lokale klub, ASG Allinge-Sandvig Gymnastikforening, men også i Bornholmsserien, hvor han sidst i 1960erne var med til at rykke det lokale fodboldhold op i Danmarks-serien.
»Motion har altid været en naturlig del af min hverdag, for mig ville det være svært at lade være med at røre mig. Jeg får det faktisk ikke godt af ikke at røre mig. Derfor holder jeg mig i gang hver dag. Selvom jeg også dyrker hyggelige aktiviteter, som måske ikke er meget fysiske, sørger jeg for at røre mig meget i min hverdag generelt. Jeg kan simpelthen ikke lade være.«
Ikke træt af motion
Det er aldrig de fysiske aktiviteter, der gør ham træt. Tværtimod.
»Mens vi bevæger os, har vi det jo sjovt, glæden ved sporten og bevægelsen hænger sammen med det kammeratskab, jeg har opbygget med dem, jeg mødes med. Det fysiske og sociale i kombination er min medicin, kan du sige. Det holder mig i gang og gør mig glad. At vi kan grine, pruste og gasse med hinanden betyder så meget for mig.«
Kl. 10 torsdag formiddag er der i hallen i Allinge fuld gang i en miniturnering. Den ellers øde sportshal på Nordbornholm er fyldt af mandelatter og skramlen fra ketsjerne, sportstasker og det store net, som herrerne strammer igen og igen og højlydt diskuterer den rette højde på.
I 18 år har tennisholdet, Christian og Preben på 75, Jørgen og Rino på 70, Erling på 82, og de fraværende Uffe og Claus på 70 og 61 år, spillet sammen.
Makkerparrene skiftes til at dyste på banen og hvile ud på bænken. Der sættes streger og heppes og hånes. Tempoet er forholdsvis kontrolleret og langsomt på banen, der hoppes ikke aggressivt på stedet eller accelereres fra net til bagkant, men slagene er gode, hårde og reaktionsevnen hos deltagerne god.
»Selvom man godt kan mærke, at pulsen hurtigere kommer op i vores alder, og kroppen værker stadig mere efter kampene, så er det en dejlig form for træthed, jeg mærker i min krop bagefter. Følelsen af at holde min krop i gang gør mig godt. Min krop SKAL have sport – ellers føler jeg mig træt og sløv. Og det hader jeg.«
Tredje halvleg
Efter to timers spil pilles nettet ned, der bades før, alle mødes ved bordet i hallens cafeteria, hvor der er dækket op med ostemadder med løgringe, kaffe, raflebægre og så – som lægen har tilrådet – mindst en snaps til hver.
I takt med, at raflebægerne rystes, spises og snakkes der lystigt ved bordet. Om hvem, der skylder snapsekassen. Hvem der skal på ferie. Hvem der skal med over at besøge venskabsklubben KB i København næste gang. Der er bred enighed om, at alle sportsmæssigt har overpræsteret denne dag – grundet det kvindelige besøg – og der lægges op til revanche.
»Man kan jo sige, at vi også træner hjernen, når vi skal regne ud, hvor mange firere der er, og forsøge at lyve overbevisende. For det er også en stor del af det at dyrke sport sammen med andre – at man hygger sig og får grinet og snakket,« siger Bent Hansen, mens tennisholdets ældste mand, Erling, tørt konstaterer, at: ’ingen spiller bedre, end modstanderen tillader’
GUIDE
-
Kom godt i gang
Når det gælder muskelstyrke og udholdenhed kan en på 70 år i god form præstere næsten det samme som en på 25 år, der ikke træner. Måske går det langsommere, men vægt- og intensitetsmæssigt kan den ældre krop ved langsom tilvænning opnå næsten samme resultater som den yngre krop. -
Begynd langsomt
Du kan sagtens begynde at træne styrke- og konditionstræning i en sen alder uden på forhånd at have en grundform. Det altafgørende for, om du får succes, er, at du begynder langsomt og skånsomt. -
Vælg sport
Begynd ikke med en eksplosionssport som løb, badminton eller atletik, der kræver hurtige bevægelser. Er du ikke i form og har dyrket sport hele dit liv, så vælg en roligere sport som svømning, roning eller cykling. -
Lidt mere hver dag
Det er ikke kun afgørende, hvor intenst du træner. Bare det at gå lidt længere end i går har en effekt og gør musklerne bedre til at forbrænde fedt og sukker. -
En halv time
Videnskaben siger, at du skal træne minimum en halv time om dagen med middel aktivitet, samt en time om ugen med sved på panden. -
Aldrig for sent
Det er aldrig for sent at komme i gang. Men er du aktiv hele livet, kan du høste den store gevinst i alderdommen i form af en frisk og rørig krop.
Kilder: Professor i kognitiv neurologi og demenssygdomme, overlæge Steen Hasselbalch fra Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet, samt Albert Gjedde, professor i neurobiologi og Farmakologi ved Kbhs. Universitet.
