Forældre der gerne vil have, at deres børn skal være det nye svar på enten Caroline Wozniacki eller Joachim B. Olsen skal skyde deres ambitioner i baggrunden og lade ungerne fjolle lidt rundt og tumle som de har lyst til. Det skriver Videnskab.dk
Ny forskning viser nemlig, at jo mere man får lov til at prøve noget forskelligt i barneårene, jo bedre vil det gå senere hen.
- Det ser ud til, at jo mindre målrettet, man er som barn, des bedre er det. Børn, som først bliver specialiserede efter nogle år, er generelt mere motiverede, får færre skader og når længere med karrieren, end børn, som bliver specialiseret med det samme, siger Anne-Marie Elbe, lektor i sportspsykologi ved Københavns Universitet til videnskab.dk
Forskningen bygger på spørgsmål til 722 danske sportsfolk, der på et eller andet tidspunkt har modtaget støtte fra Team Danmark.
Tanken er, at de børn der starter tidligt på deres sport ofte bliver pacet af overambitiøse voksne.
Hvis børnene selv får lov til at forelske sig i sporten, så vil det også give mere motivation til at gøre sig bedre over tid.
Den nye forskning gælder dog kun for de sportsgrene, hvor man er alene som individ, for eksempel sejlsport, tennis eller kuglestød.
Succes indenfor holdsport, som for eksempel fodbold eller håndbold, ser mere ud til at bygge på psyken hos den enkelte udøver, frem for, hvornår man kommer i gang med at træne indenfor en enkelt sportsgren.
- Det kan skyldes, at det er muligt at klare sig godt i fodbold, selvom man gemmer sig lidt på holdet eller til tider ikke træner fuldt ud. Det betyder, at dem som har en stærk vilje til alligevel at træne igennem, også er dem, der har størst chance for at få succes, siger Anne-Marie Elbe til videnskab.dk og fortsætter:
- I de individuelle sportsgrene bliver du hele tiden målt på sekundet, centimeteren eller er noget andet, hvor du ikke kan gemme dig på samme måde.






















