Hvad er vigtigst: En 75 års fødselsdag eller Maj Invest Eremitageløbet?

Niels Skov Nielsen er ikke i tvivl. Han fylder 75 år lørdag, men har udskudt festen, så han er klar til sit løb nr. 41 i Dyrehaven søndag kl. 11.00.

Heldigvis bakker hele familien og de nære venner op omkring hans valg. Som datteren Gitte, 31, siger:

”Så langt tilbage jeg kan huske, har Eremitageløbet altid haft en stor plads i min fars hjerte. Han vil ikke undvære årets smukkeste løbetur. For mig og familien er Eremitageløbet ensbetydende med eufori, løbeglæde i en enestående natur med Dyrehaven i festtøj og med fejringen af min far. Mange gange har han haft fødselsdag på selve eremitageløbsdagen.”

Den tidligere bygningsingeniør var første gang med i Eremitageløbet i 1971, da han roede i Danske Studenters Roklub i København.

I 1982 flyttede han til Børkop mellem Vejle og Fredericia og har hvert år taget turen til Dyrehaven for at deltage i sit hjerteløb.

”Jeg læste i begyndelsen af 70erne i BT, at man havde startet et motionsløb i Dyrehaven, og at det skulle være sundt at løbe. Sammen med en flok rokammerater begyndte jeg at træne om tirsdagen i Dyrehaven. Jeg husker tydeligt, at jo tættere vi kom E-dagen, jo flere løbere mødte vi i skoven,” siger Niels Skov Nielsen.

”Jeg løber to-tre gange om ugen hele året rundt med Hjerteforeningens Motionsklub i Børkop. Er man i god form, er alting meget lettere, og man overkommer mere.”

Niels Skov Nielsen har tidligere løbet maraton under motionistens ”magiske tre timer” og gennemført det klassiske 90 kilometer gange skiløb Vasaløbet. Interessen for langrend er usvækket. Hver vinter er han på skiferie med familien i Norge.

75 års dagen indledes med rundstykker i Børkop, inden turen går østpå. Efter søndagens løb er der linet op til den traditionsrige frokost med familie og venner.

Men fordi E-dagen slår den runde fødselsdag her i weekenden, bliver ingen snydt. Niels Skov Nielsen har booket bord til 75 års-festen 29. oktober i Restaurant Børkop Vandmølle.

Niels Skov Nielsens to døtre, Gitte og Sanne, er begge Eremitageløbere.

”Som børn var min søster og jeg altid med i Dyrehaven og havde Danmarks bedste legeplads, mens vi ventede op, at far kom i mål, indtil vi var store nok til selv at løbe med. Han løber ikke længere under en time, som han gjorde i mange år, men det er stadig ikke lykkedes os at løbe fra ham,” siger Gitte Skov Nielsen.

”Nu er der kommet børnebørn til, og det er deres tur til at lege, spise madpakke og heppe, mens morfar, moster og mor løber forbi.”

Familien-Danmarks løb nr. 1

Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT inviterer for 48. gang familien-Danmark til motionsfest inden for Dyrehavens 15 røde porte.

Maj Invest Eremitageløbet er verdens ældste motionsløb, og den smukke rute gennem nationalskoven med det stolt knejsende Eremitageslot i centrum er siden 1969 gennemført af 638.265 løbere. Det første år var den på 12,1 kilometer, fra 1970 til og med 1982 på 13,8 kilometer, mens den siden 1983 har været på 13,3 kilometer.

De første fire år var Eremitageløbet ”forbudt for børn”. Man skulle være fyldt 20 år for at deltage. Aldersgrænsen er for længst fjernet. Den yngste deltager er fire år. Den ældste 96 år.

Skovfoged og skytte Torben Christiansen skyder hvert år mellem 700 og 800 dyr i skoven, men nøjes på E-dagen med at fyre startpistolen af på slaget elleve.

BTs traditionelle sølvfade til skovens hurtigste mand og kvinde overrækkes af chefredaktør Karl Erik Stougaard.