Danmark er i dag en nation af løbere, og det legendariske løb, der startede motionsbevægelsen, er Eremitageløbet.

Klassikeren i Dyrehaven løbes søndag 5. oktober for 46. gang, og onsdag 7. maj kl. 9.00 åbner tilmeldingen for nye løbere.

I 2013 passerede løber nr. 610.078 målet ved Fortunen siden starten i 1969, og interessen for Familien-Danmarks motionsløb nr. 1 har aldrig været større.

Du kan tilmelde dig og læse mere om E-løbet på www.elob.dk. Hjemmesiden vil give dig svar på 98 procent af dine spørgsmål. Du kan også ringe til BTs løbssekretariat på 3375 2584 på hverdage kl. 10-15 eller maile til elob@bt.dk.

Eremitageløbet arrangeres af Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT. Hjerteforeningen er sponsor og giver gode råd og løbeprogrammer på elob.dk

Dyrehaven er et af Danmarks smukkeste klenodier, og de 13,3 kilometer gennem den efterårsklædte skov er en begivenhed, som får løbere og tilskuere til at komme igen og igen. Ingen steder oplever man en atmosfære som på E-dagen i nationalskoven.

30-35.000 går denne søndag i oktober gennem de røde porte i respekt for de faste beboere, de 2.200 stykker hjortevildt, som man er gæster hos. Netop hensynet til dyrene gør, at vi lukker for tilmelding, når vi passerer 19.000.

Arrangørerne støtter Naturstyrelsen økonomisk i forbindelse med forbedringen af forholdene for naturen og biodiversiteten i Dyrehaven.

Løb er Danmarks største fritidsaktivitet, og det er der mange gode forklaringer på ud over glæden ved den fysiske aktivitet.

Den verdenskendte Østerbroundersøgelse har vist, at motionsløbere lever seks år længere end alle andre.

En af hovedmændene bag undersøgelsen er hjertelægen Peter Schnohr, som nogle år forinden havde fået idéen til Eremitageløbet sammen med tandlægen og den olympiske skiløber Svend W. Carlsen.

De gik til BT med en plan om et løb i Dyrehaven. Og resten er historie.