BT-sportens Peter Fredberg er én af folkene bag Eremitageløbet og har løbet 122 maratonløb siden 1973. Her fortæller han til Run Denmark om sin fascination af de lange løb.

En dag kom der en mail fra Run Denmarks redaktør, Christian Friis. ”Fortæl om din fascination af løb,” skrev han.

Jeg har kendt Christian Friis, siden han var en ganske ung og talentfuld maratonløber med en personlig rekord på 2.22, og da jeg somme tider gør, hvad folk beder mig om, kastede jeg mig over et emne, som har fyldt meget i mit 70 år lange liv.

Jeg har været så privilegeret, at atletikken har været en del af mit arbejde i 45 år på BT og givet mig et hav af oplevelser ved OL, VM, EM og mange andre store begiveheder. Journalistikken bragte mig tæt på danske topløbere som Tom B. Hansen og Loa Olafsson i 70erne, Henrik Jørgensen og Allan Zachariasen i 80erne og Wilson Kipketer i 90erne. For at nævne nogle få af vore stjerner.

Selvfølgelig skulle løb også komme til at stjæle meget af min fritid, selv om det kun var på motionsplan.

Jeg løb mit første maraton i 1973. Det var KS Marathon med start og mål på Rudegaard Stadion i Holte. Det var længe før, maraton blev trendy. I starten af 70erne var der kun ganske få hundrede danskere, som havde løbet den vanvittige distance, de klassiske 42,195 kilometer var. Jeg havde aldrig selv løbet længere end Eremitageløbets knap 14 kilometer. Træningen havde jeg fået på fodboldbanen og bag bordtennisbordet. Jeg stillede op, fordi min kollega Poul Erik Andersson, som dengang var på Ekstra Bladet, ville betale startgebyret, hvis jeg gennemførte. Han troede ikke på mig.

Jeg kom i mål med krampe i begge ben i 3.45, men mindes stadig lykkefølelsen og stoltheden, da jeg trak min første finisher T-shirt over hovedet. Den var i mange år et kært eje. Året efter løb jeg 3.21, men da var ruten to kilometer for kort.

Jeg lavede engang en rangliste over mine største maratonoplevelser og placerede debuten på andenpladsen foran mere eksotiske og vilde adventureløb rundt omkring på kloden.

Nr. 1 på min Top 10 var Kilimanjaro Marathon i 2000. Først brugte vi seks dage på at komme til tops på Afrikas højeste bjerg, og på syvendedagen løb vi et maraton ned.

Opstigningen til Uhuru Peak i 5.895 meters højde var det sværeste. Den foregik i den vildeste snestorm, man havde oplevet på den tid af året. Støvlerne gled i sneen. To skridt frem, ét skridt tilbage. Man lå næsten lige så meget ned, som man stod op i den tynde luft i isnende kulde i de sidste timer, inden vi stod og snappede efter vejret på ”The roof of Africa” med et kontinent under fødderne.

Jeg spurgte kort før toppen en af vore bærere fra Tanzania, hvad han tjente på sådan en tur. ”Fire dollar om dagen,” sagde han. ”Vil du tjene ti ekstra,” spurgte jeg. Det ville han gerne. Jeg gav ham min rygsæk. Havde jeg ikke gjort det, var jeg aldrig kommet op. Halvdelen måtte opgive i den iltfattige luft.

Dagen derpå startede maratonløbet i frostgrader fra campen Kibo Huts i 4.700 meters højde, og det sluttede i brændende varme foran politistationen i Tarekea i Tanzania på grænsen til Kenya.

Kilimanjaro Marathon var arrangeret af Albatros Travel. BT var mediepartner på adventureløbene, og jeg løb med i The Great Wall Marathon på den kinesiske mur, The Great Tibetan Marathon i Himalaya, The Polar Circle Marathon på den grønlandske indlandsis, The Big Five Marathon blandt de vilde dyr i Sydafrika, The Great Cruise Marathon på et krydstogtsskib i Caribien og flere andre sjove løb. Kun fantasien sætter grænser for maratonruter.

The Great Wall Marathon var det første adventureløb og blev i år løbet for 16. gang. Der var 2.500 deltagere fra 70 nationer på muren. Året før premieren i 1999 var jeg i Kina sammen med Albatros Travels ejer, Søren Rasmussen, og DAFs daværende formand, Thomas Thomsen, for at finde de kilometer på verdens største bygningsværk, hvor vi skulle løbe. Ingen havde drømt om, at adventureløb skulle blive så populære.

Mit favoritløb, når det handler om bymaraton, er ubetinget New York City Marathon. Al ære og respekt for London, Berlin, Rom, Paris og alle de andre europæiske storløb. Men har man én gang taget et bid af The Big Apple, går New York i blodet.

Det er selvfølgelig nemt at kunne løbe rundt omkring i verden, når det er en del af arbejdet. Jeg indrømmer blankt, at jeg er heldig med at kunne kombinere business og pleasure uden at blive ruineret.

Jeg har aldrig betragtet mig selv som nogen særlig seriøs løber. Jeg lever ikke sundere eller klogere end de fleste og har aldrig fulgt et træningsprogram eller haft et ur med på en træningstur. Min drivkraft og motivation er den simple glæde ved at løbe og det fysiske og mentale velvære, løbet giver.

Jeg bor nogle få hundrede meter fra Dyrehaven, og så skal man have en god undskyldning for ikke lige at smutte en tur ind i skoven et par gange om ugen. Eller på en god dag tage turen rundt om Lyngby Sø og Bagsværd Sø.