Løbesko, fitness-apps på smartphonen og tid for sig selv. Det er nogle af de ting, et stigende antal forældre går op i. Selvom de har fået børn, fortsætter de den frie og aktive livsstil, de havde inden tiden med bleskift og leg. Det kan overskygge børnenes behov for at lære, hvordan man opfører sig og skaber sociale relationer.
Det mener familievejleder Lola Jensen, som oplever, at forældrene fortsætter deres aktive og personlige liv, selvom de er blevet forældre.
»Der er mange, som fortsætter med at have store personlige mål, efter de er blevet forældre, såsom at træne op til maraton eller at forsøge tabe sig og spise sundt. Men for meget tid med træning går ud over børnene. Der er ikke meget ved en far, som stikker hovedet ind i stuen efter arbejde og siger hej, inden han fortsætter ud af døren igen iført løbesko. Eller en mor, der står med hovedet indover sin iPad, imens hun laver mad for at tjekke, hvor mange kalorier hun nu må spise. Så er det altså bedre at have lidt ekstra på sidebenene og have tid til sine børn,« siger Lola Jensen.
Hun vurderer at tiden med børnene i hverdagen er utrolig vigtig og er med til at guide dem i den rigtige retning i forhold til, hvordan de bliver som voksne.
»Børn har behov for ting som mad, søvn osv. Men de har saftsuseme også behov for noget nærvær og samvær. Børn er ikke forprogrammerede. Tværtimod skal man som forældre lære børn alt det, de i fremtiden får brug for. Hvordan man taler til hinanden, hvordan man drager omsorg, og hvordan man i det hele taget fungerer socialt med andre,« siger Lola Jensen.
Konsekvenserne ved at bruge for meget tid på personlige mål og fortsætte den livsstil, man havde, inden man fik børn, kan være store, vurderer Lola Jensen:
»Man risikerer, at børnene vokser op og bliver til utålelige voksne. Voksne, der ikke opfører sig ordentligt overfor hinanden, råber i trafikken, eller ikke holder døren for andre. Kort sagt voksne, der mangler empati og situationsfornemmelse. Den slags voksne er der allerede en del af. Børn lærer allerbedst, hvordan de skal begå sig af deres forældre igennem helt almindelige hverdagsting,« mener Lola Jensen.
Men hvis man som forældre går rigtig meget op i træning og overhovedet ikke kan slippe de mange løbeture, til trods for at det går udover tiden med børnene, kan det også være fordi, at man er træningsafhængig.
Tegn på træningsafhængighed kan være, hvis man konstant tænker på træningen og nedprioriterer familie og venner. Hvis man bliver meget trist og rastløs, når man ikke får trænet. Eller hvis man simpelthen ikke kan skære ned på træningen, selvom man gerne vil, fortæller Mia Beck Lichtenstein, adjunkt på Institut for Psykologi på Syddansk Universitet. Hun har forsket i træningsafhængighed og har igennem sin forskning mødt flere forældre med træningsafhængighed:
»Mange af de afhængige giver tydeligt udtryk for, at de ikke ønsker, at deres børn får det samme forhold til træning, som de selv har. Når de træner, har de ofte skyldfølelse over ikke at være sammen med børnene. Samtidig er de urolige over ikke at være ude og træne, når de så er sammen med børnene. Det kan føre til stress,« vurderer Mia Beck Lichtenstein.
Hvis man er ramt af træningsafhængighed, betyder det ikke nødvendigvis, at man skal lægge løbeskoene helt på hylden, men i stedet finde frem til en balance mellem træningen og familien:
»For det første skal man erkende, at man er afhængig. Derefter skal man lave nogle prioriteringer. Hvad er vigtigt i mit liv? Hvor meget tid vil jeg bruge på at jagte sportslige mål? Det gælder om at lade familien bytte plads med træningen. Det kan godt lade sig gøre at få en fornuftig træningsbalance med tid til både motion og familie. Man kan godt opleve abstinenser, men det går over. Hvis det er for svært at stoppe den megen træning, skal man opsøge en psykolog, så man ikke falder i igen,« siger Mia Beck Lichtenstein.
Selvom man ikke er træningsafhængig, men blot er glad for at træne, er det er en god idé at bruge noget mere tid sammen med sine børn i stedet for at løbe eller træne. Det betyder dog ikke, at man behøver at droppe træningen og det personlige frirum fuldstændig, mener Lola Jensen:
»Jeg plejer at sige, at man gerne må dyrke en ”egoaktivitet” om ugen, når man har småbørn. Det ville være endnu bedre, hvis man dyrker sine aktive interesser sammen med sine børn. Det er fantastisk, hvis man kan inddrage dem i noget fysisk og sjovt,« siger Lola Jensen.
Hun mener dog, at der er ét lighedspunkt mellem børn og træning:
»Der er ikke mange, der går halvhjertet ind i at træne op til et maraton. Sådan er det også med børn. Man må gå helhjertet ind i projektet. Til gengæld skal man ikke vente flere uger på et positivt resultat, som når man træner. Den positive reaktion fra børnene kommer med det samme, og det arbejde, man har lagt i det, kommer tifoldigt tilbage,« lyder det opfordrende fra Lola Jensen.
