SNIKs forårsklassiker, BT Halvmarathon, er ikke blot et af Danmarks populæreste og mest kendte gade- og landevejsløb. Det er det første løb i Danmark over de godt 21 kilometer.

I 1983 under navnet Copenhagen Nike Marathon supplerede SNIK maratondistancen med det første halvmaratonløb på dansk grund. Og siden 1985 har man kun afviklet halvmaraton. Fra 1996 under navnet BT Halvmarathon.

Løbet blev skabt af Per Mortensen, som også var idémand til Strandvejsløbet i 1970 (inspireret af Eremitageløbet i 1969) og SNIKs senere så berømte Griseløb. Han var formand for løbsledelsen fra 1980 til 1985. I 17 år var Torben Steen Nielsen formand, inden Klaus Kristiansen tog over i 2002. Formand i dag er Per B. Christiansen.

Den 37. udgave af det traditionsrige løb fra Kongens Lyngby til Rundforbi Stadion i Nærum finder sted søndag 1. maj.
SNIK inviterer Familien-Danmark til motionsfest. På www.bthalvmarathon.dk kan man læse mere og tilmelde sig den store løbsevent.

»BT Halvmarathon udvikles hele tiden, og vi har gjort alt for at skabe et festligt miljø før, under og ikke mindst efter løbet med en teltgade på stadion. Syv fartholdere er med til at give deltagerne en optimal oplevelse,« siger Per B. Christiansen.

»Også den gratis løbetræning fra Fortunen i Dyrehaven hver lørdag kl. 9 har været en succes. Alle er velkommen. Der er hold til alle niveauer.«

Flere tusinde løbere har gennem årene sat personlige rekorder i BT Halvmarathon, som afvikles på en hurtig, smuk og varieret rute. Løbet er først og fremmest et motionsløb, men også hos eliten har det en høj stjerne. De tre hurtigste mænd og kvinder præmieres med henholdsvis 15.000 kr., 8.000 kr. og 5.000 kr. Sidste år havde løbet afrikanske vindere, kenyaneren William Morwabe og etioperen Roman Mengistu.

En af BT Halvmarathons traditioner er kåringen af årets mandlige og kvindelige halvmaratonløber. De hyldes på BT med et sølvfad og champagne.
BT hædrer to motionister, som træner regelmæssigt for sundhed og velvære. Og har du et godt emne, så mail senest 15. maj til journalist Peter Fredberg, fred@bt.dk

Kom og løb med 1. maj. Gå på www.bthalvmarathon.dk og tilmeld til Danmarks mest traditionsrige halvmaraton.