1. januar åbner tilmeldingen på www.bthalvmarathon.dk til den 34. udgave af forårets klassiker, BT Halvmarathon, søndag 21. april.
– Sidste år måtte vi lukke for tilmelding efter få uger. Vil du være sikker på en startplads så tilmeld dig så hurtigt som muligt, lyder rådet fra Klaus Kristiansen, formand for løbsledelsen.
Mens arrangørerne fra SNIK i 2012 lukkede for tilmelding ved 8.000 løbere (deraf 1.000 på kvartmaraton), er loftet i 2013 sat ved 10.000.
– Vi har valgt kun at satse på én distance, den klassiske halvmaraton over godt 21 kilometer, og droppe kvartmaraton, siger Klaus Kristiansen.
– BT Halvmaraton er kendt for sin unikke atmosfære og sit høje serviceniveau og bliver større end nogensinde. Vort mål er at give løbere og tilskuere en totaloplevelse i de naturskønne grønne områder omkring Kongens Lyngby og Nærum.
BT Halvmarathon er først og fremmest et motionsløb, men også en stor del af den danske elite deltager i det populære gade- og landevejsløb. Der er mange attraktive lodtrækningspræmier, og de tre hurtigste mænd og kvinder præmieres med henholdsvis 15.000 kr., 8.000 kr. og 5.000 kr.
Starten går ved Lyngby Storcenter, og efter en rundtur i Kongens Lyngby kommer løberne ud omkring Virum, inden det går tilbage til Kongens Lyngby og nordpå gennem Mølleådalen til målet på Rundforbi Stadion i Nærum.
Ruten er hurtig, spændende og varieret, og mange personlige rekorder er sat i BT Halvmaraton.



