For godt seks år siden fik to maratonentusiaster, lægen Jerk W. Langer og luftkaptajnen Morten Walter, en genial idé.

Det blev starten på Skodsborg Marathon, som onsdag 23. december blev løbet for 176. gang og er det tredjehyppigste seriemaraton i verden. Kun overgået af en klassiker i Hamburg og Fredskov Marathon ved Næstved.

135 løbere havde taget udfordringen op på enten hel- eller halvmaraton og kan med god samvittighed gå til bords juleaften.

I halvmørke og regn gik starten i Skodsborg, og på de klassiske 42,195 kilometer i Dyrehaven var løberne den godt seks kilometer lange og meget varierede og kuperede rute igennem syv gange.

"Et charmerende særkende ved serieløb er, at man følger årstiderne på nærmeste hold. På grund af et par væltede træer måtte vi lave ruten om i dag, og det var ekstra hårdt på grund af det tunge og mudrede underlag. Men en herlig tur," siger Jerk W. Langer.

Tre løb om året har en særlig status i Skodsborg Marathon: Foruden "Julemarathon" er det "Rød Front i Whisky-bæltet" 1. maj og "Grundlovsmarathon" 5. juni.

René Hjorth Olsen har gennemført Skodsborg Marathon godt 80 gange og nærmer sig som den første dansker maraton nr. 650.

Maraton er blevet en folkesport med over 15.000 danskere, som gennemfører mindst ét om året. 191 er medlem af Klub 100.