Hver dag under Tour'en skriver Michael Rasmussen en klumme i BT.
Læs hans daglige kommentar i dagens avis, på BTs tour app eller lige her på PLUS
JEG SKAL DA love for, at vi fik Peter Sagan-show, del 2.
Når en mand begynder at løbe langrend ind over stregen, så har man vundet med eftertrykkelighed. Og for mig at se, er der nærmest ingen begrænsninger. Han har vist sin udholdenhed ved at blive juniorverdensmester i mountainbike, og han har vundet bjergetaper i Sardinien Rundt foran navne som Damiano Cunego og Michele Scarponi.
Når først han har smidt basunkinderne og får skåret helt ind til benet, så kan han vinde Tour de France. Der er ikke noget i vejen for, at han kan tabe fem kilo -se bare på Bradley Wiggins, der gik fra at være en halvfed banerytter til at være en Tour-favorit. Så kan en mand som Peter Sagan smadre det hele.
Vi snakker ikke engang om en transformation, som Lance Armstrong var igennem i det her tilfælde - mindre er nok. Sagan kan vinde Tour de France fem år i træk fra om to eller tre år, er mit bud.
HAN ER KUN 22 år gammel, og det er jo tydeligt at se, at man som cykelrytter i de store etapeløb først peaker meget senere. Hvis vi kigger på de andre favoritter, så er de jo nærmest på alder med mig.Levi Leipheimer, Andreas Klöden og Denis Menchov er deroppe, Cadel Evans er 35, mens Bradley Wiggins er en vårhare på 33 år. Så der er masser af tid for Sagan.
De unge ryttere skal jo også lige finde ud af, hvad deres speciale er, når de kommer ind i feltet. For Peter Sagan ser jeg ikke nogen begrænsninger.Manden kan køre prolog, enkeltstarter og vinde semi-bjergetaper. Han kan vinde løb som Liège-Bastogne-Liège og Milano -San Remo. Det her kan meget vel være det største talent, vi nogensinde har set.
Jeg ved godt, at der straks er hævede øjenbryn, når ryttere vinder overlegent i cykling.
Men det er i mine øjne en folkesygdom, hvor folk automatisk tænker: ' Det var mærkeligt.' Sådan har det været i årevis, og det bliver særligt udtalt under Touren. Vi ser jo også, at Armstrong/Bruyneel affæren og mistanken mod Europcar vokser. Som modsvar: Peter Sagan har kørt stærkt hele sin karriere.
MICHAEL MØRKØV VAR afsted igen. Og jeg må altså bare sige, at den mand har fået det optimale ud af sin Tour hidtil.Nu er trøjen sikker frem til weekenden, og dermed kan han se tilbage på en flot Tour - hvis han kommer til Paris.
For lad os være ærlige: Det her var ikke en etape, hvor alle skriger på at komme i udbrud.
Det var lige ud i vestenvinden, og der var ikke nogen af dem i udbruddet, der for alvor troede på sejren.
I den anden uge er der langt mere sandsynlighed for, at et udbrud går hjem, og så er det pludselig navne som Sylvain Chavanel, Thomas Voeckler og Jerôme Pineau, der er med - og så er det en helt anden kamp. Så er der 60 mand, der vil afsted. I går var det fem.
Det er fedt for Michael.Han er blevet kendt, og alle hjemme i Danmark ved, hvem han er, fordi han har hævet sig ud over anonymitetens masse. Sportsdirektørerne kender ham også, og her betyder det nok lidt mindre, selv om Michael Mørkøv da kan glæde sig over, at han kan tjene noget mere til de gadeløb, der køres lige efter Touren.
Det, der kan være Michaels fordel er, at Bjarne Riis jo er nødt til at beholde ham, for så mange danske profiler er der ikke. Bare spørg, om hr. og fru Jensen kender Kasper Klostergaard eller Anders Lund - jeg tvivler.