Hver dag under Tour'en skriver Michael Rasmussen en klumme i BT.
Læs hans daglige kommentar i dagens avis, på BTs tour app eller lige her på PLUS
Læs gårsdagens klumme her
SÅ fik Alex Rasmussen sin dom for at have sjusket med sine ’where-abouts’ - 18 måneders karantæne, men gældende fra den sidste forseelse.
Jeg synes, at det er en fuldkommen tåbelig regel, at man kan få kredit med tilbagevirkende kraft, som vi også så det i sagen med Alberto Contador.
I begges tilfælde har de kørt en masse cykelløb, og i særdeleshed i Contadors tilfælde har han haft stor indflydelse på de løb, han har kørt. Alex Rasmussen har ikke haft samme indflydelse, men han har dog kunnet hæve sin løn betragteligt i et års tid.
De regler skal revideres, så karantænen træder i kraft den dag, straffen bliver udmålt - med mindre rytteren vælger at suspendere sig selv under sagsbehandlingen. Men det kræver nogle andre forudsætninger: Sagerne tager alt for lang tid og skal strømlines meget mere.
I mine øjne er der for mange instanser involveret. I første omgang er det de nationale forbund og idrætsorganisationer, der skal behandle sagen. I Danmark er det DIF, mens det i Spanien er cykelforbundet, der behandler Contadors sag. Og så er det, at nogle nationale interesser begynder at veje rigtig tungt.
I Alex Rasmussens sag blev der på ingen måde lagt skjul på, at han var et stort OL-håb. Og i Spanien så man endda premierminister Zapatero komme frem for at beskytte et af landets største idrætsnavne. Det skal man ud over, og det kræver en uafhængig instans i cykelsporten.
Lige nu er det i Danmark den samme mand, der er lovgivende, udøvende og dømmende kraft i forhold til advarsler - og det helt dumme er, at man ikke kan anke den enkelte advarsel, før man har fået alle tre. Alex Rasmussen kunne altså ikke anke sin anden advarsel, før han fik den tredje, og så var der allerede en dopingsag i gang. Der er altså ingen mulighed for at komme sagen i forkøbet.
Jeg ved godt, at Alex Rasmussen har sagt, at der er tale om sjusk. Det understreger for mig også, hvor ufleksible reglerne er, når man arbejder med begrebet ’strict liability’, altså at det altid er rytterens skyld, hvis noget går galt. Jeg synes, det er dybt bekymrende for retssikkerheden, når man ved, at det ikke er et 100 procent sikkert system.
Hele diskussionen om ’where-abouts’ skal, i mine øjne, prøves ved den europæiske menneskeretsdomstol. For vi må få afgjort, om det kan være rigtigt, at en elitesportsmand fra sit 18. år og de næste 20 år skal fortælle, hvor han er hver eneste dag. Det er en fuldkommen urimelig opgave. Og hvis man virkelig ønsker det, så kan man formentlig komme efter alle, hvis man laver et tæppebombardement af test og ’filling failures’, altså at papirerne ikke er fyldt godt nok ud.
Jeg står med problemet lige nu, hvor jeg er i Polen til cykelløb. Jeg har ingen anelse om, hvor mit hotel ligger, for vi kunne ikke engang finde adressen på GPS. Vi måtte køre efter kirken i byen og spørge os vej videre. Og det her løb er altså UCI-godkendt, så hvad skal man gøre?
I Tyskland blev der forrige år uddelt 230 advarsler til sportsfolk, der havde udfyldt papirer forkert. I Polen var det 0. Jeg nægter at tro, at polakker er så meget bedre end tyskere til den slags. En eliterytter i den tunge ende har 50 kontroller om året og er derfor afhængig af, at det her system fungerer 50 gange. En kontinentalrytter, der kører de samme løb, har måske én kontrol. Der er altså masser af muligheder for, at det kikser. Jeg siger ikke, jeg har den forkromede løsning, men det må være et minimum, at der er ensartet tolkning af regler og en kortere behandlingstid.
Latterlige regler bør ikke være rabat til Alex. Tag sagen til tops.
