Danmarks hurtigste og mest løbende efterskole, Næsgaard Efterskole på Østfalster, stiller for fjerde år i træk op med over 100 løbere i BT Halvmarathon søndag 26. april.

Den superaktive og smukt beliggende efterskole ud mod Østersøen adskiller sig fra de fleste skoler ved at have løb på skoleskemaet.

»Løb er en del af undervisningen, fordi vi ved, at en aktiv hverdag styrker indlæringen,« siger forstander Anders Bøje Jørgensen.
Han var selv med til at grundlægge løbetraditionen på efterskolen og deltager i BT Halvmarathon for 17. år i træk.

»At løbe i naturen og opleve det sociale fællesskab i løbemiljøet er en stor glæde både for mig og eleverne,« siger Anders Bøje Jørgensen.

»Jeg glæder mig også over, at flere af elevernes forældre og søskende og skolens lærere er med i BT Halvmarathon. Og mange fortsætter med at deltage i løbet, selv om de har forladt skolen.«

En af traditionerne i SNIK Atletiks forårsklassiker fra Kongens Lyngby til Rundforbi Stadion i Nærum er kåringen af årets mandlige og kvindelige halvmaratonløber. Titlen som årets mandlige motionist gik i 2009 til Anders Bøje Jørgensen.

Hvem skal have BTs sølvfade og hædres på BT i år? Har du et emne, så mail til journalist Peter Fredberg

Næsgaard Efterskole deltager i en lang række løb, og 33 elever er i maj med i Copenhagen Marathon.

Skolen er desuden medarrangør af 12RUN 13. juni. 12 timers løbet er flyttet fra den rå Refshaleø til det naturskønne område omkring efterskolen få kilometer fra Stubbekøbing.

Læs mere om den 36. udgave af BT Halvmarathon og tilmeld dig på www.bthalvmarathon.dk