Du kan stadig nå at løbe med i den niende udgave af løbet gennem Dronningens By og Tivoli.

Et løb gennem Københavns city, inden den rigtig vågner. Og gennem Tivoli på årets sidste åbningsdag.

KIF og Berlingskes Friløb over ti kilometer er et tilbud, det er svært at sige nej til for københavnere og andet godtfolk, hvis man elsker at løbe.

Nu er det niende gang, flere tusinde løbere sendes af sted fra Gunnar Nu Hansens plads på Østerbro. Og det ser ud til, at flere end nogensinde skal opleve Dronningens by i Friløbets farverige regi.

Starten går søndag 22. september kl. 9.00. Har du endnu ikke tilmeldt dig, har du stadig chancen.

Klik ind på www.friløbet.dk

Du kan også tilmelde sig på stedet indtil en time før starten. Du er velkommen til at kontakte KIFs sportschef, Christian Friis, friis@kif-atletik.dk, tlf. 50 42 04 38, hvis du har spørgsmål.

- Ruten er hurtig, varieret og inspirerende. Der er masser af spændende lokaliteter at se på undervejs gennem byen, siger Christian Friis og tilføjer:

 - Vi har et fortræffeligt samarbejde med politiet, som lukker for trafikken i løbernes retning i halvanden time.

En af de mange officials er den tidligere atletikformand, Peter Christiansen, 77, medlem af KIF siden 1955.

- Vi havde et kiks sidste år, hvor to poster sov over, men det gentager sig ikke. Alle poster kontaktes en halv time før starten, og hvis én ikke melder sig klar, har vi en hurtig reserve, siger veteranen Peter Christiansen.

- F-dagen er en fantastisk dag med et dejligt liv på stadion. Den tredje halvleg er lige så festligt som de ti kilometer gennem hovedstadens gader.